Bruger du bookmarks? Benytter du dig af RSS? Og kan du konvertere lydfiler til mp3 eller samle flere filer i en zip-fil?
For mange journalister vil ovenstående nok lyde kompliceret og teknisk.
Men ikke desto mindre er det en del af det IT-curriculum, som Journalisthøjskolen netop har udarbejdet. Det skal sætte minimumsstandarden for, hvad nye journalister skal kunne beherske af IT og teknik. Og det er ikke småting.
Nyuddannede journalister skal som et minimum kunne benytte regneark, konvertere lydfiler, skabe pdf-filer, have kendskab til filstørrelse og flere andre ting. Se hele det nye IT-curriculum her.
»Det kan godt være, det virker meget teknisk. Men det er jo bare redskaber til læring og til formidling. Og selv om det ved første øjekast kan virke skræmmende, er det meste faktisk let at lære,« siger lektor Kristian Strøbech, som er projektleder for Journalisthøjskolens satsning på onlinejournalistik.
Det nye IT-curriculum skal sætte ord på, hvad nyuddannede journalister skal kunne rent teknisk, når de forlader Journalisthøjskolen. Men Kristian Strøbech håber, at også ældre, færdiguddannede journalister vil lade sig inspirere.
»Langt de fleste journalister arbejder jo på flere platforme. Og det vil helt sikkert gøre deres arbejde lettere, hvis de kender lidt til de her ting,« siger han.
Der er dog ingen journaliststudernede, der vil dumpe, hvis de ikke kan organisere deres websider eller lave zip-filer.
»Det er et oplæg til debat. Hvis mange synes, at dele af IT-curiculummet er for teknisk krævende, vil vi invitere til dialog. Det kan godt være, at der er noget, der skal ændres undervejs. Vi har bare forsøgt at sætte ord på, hvilke IT-kundskaber fremtidens journalister skal besidde, så det bliver afmystificeret, og der ikke er usagte forventninger,« siger Kristian Strøbech.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.