Nye regler: Nu må DJ-ansatte ikke være kærester

Fremover må ansatte i DJ ikke være i forhold med hinanden. Og enhver form for intim relation til en praktikant, studentermedhjælper eller elev vil medføre advarsel, opsigelse eller bortvisning. ”Dem skal vi passe særlig godt på,” siger HR-chef. Reglerne er en udløber af chikane-sagen

I morgen er det præcis ét år siden, to tidligere studentermedhjælpere i Dansk Journalistforbund (DJ) stod frem i Journalisten og fortalte, at de var blevet udsat for seksuelle krænkelser som ansat i forbundet.

Siden har der været gennemført en advokatundersøgelse af sexchikaneanklagerne, og DJ har indgået en fratrædelsesaftale med en mellemleder på grund af uhensigtsmæssig adfærd. Forbundet har derudover også lavet en organisationsændring og vedtaget regler mod mobning og chikane.

I sidste uge blev en række nye retningslinjer for forhold mellem ansatte i DJ og a-kassen AJKS desuden præsenteret for medarbejderne. De indebærer, at DJ-ansatte ikke må være i forhold med andre DJ-ansatte, og at enhver form for intim relation til en praktikant, studentermedhjælper eller elev vil medføre advarsel, opsigelse eller bortvisning.

”Vi ser vores studentermedhjælpere, praktikanter og elever som organisationens børn. Dem skal vi passe særlig godt på, fordi de er nye på arbejdsmarkedet. Og derfor har vi valgt, at der skal være særlig beskyttelse af dem,” siger HR-chef Jette Kayerød Christensen.

Vil ikke ansætte familiemedlemmer   

DJ skriver selv i de nye retningslinjer, at formålet med dem er at undgå risiko for ”nepotisme, magtmisbrug, ulige magtforhold, interessekonflikter og medvidende”.

Ud over at slå fast, at DJ ikke ønsker forhold mellem sine ansatte, og at praktikanter, studentermedhjælpere eller elever er særligt beskyttede, så fremgår det af reglerne, at DJ/AJKS fremover ikke vil ansætte eller indgå samarbejdsaftaler med familiemedlemmer eller samlevere til de i forvejen ansatte. Det er der eksempler på i dag.

”Og det laver vi ikke om på – dem, der er ansat, forbliver ansat. Men fremover ansætter vi ikke familiemedlemmer til ansatte,” siger Jette Kayerød Christensen.

Hun fortæller, at de nye retningslinjer er født i DJ’s samarbejdsudvalg mellem medarbejdere og ledelse – det såkaldte STAR-udvalg. Her afholdt man første møde om de nu vedtagede retningslinjer den 22. november sidste år. Det var dagen efter, at historien om de to tidligere studentermedhjælperes anklager kom frem.

”Det var en erfaring, der viste os, at det ville være hensigtsmæssigt at lave nogle retningslinjer,” siger Jette Kayerød Christensen.

Dem i forholdet skal selv fortælle det  

Fremover er det sådan, at ansatte i DJ skal tale med deres nærmeste leder eller HR om det, hvis de indleder et forhold til en anden DJ-ansat.

”En konsekvens vil på sigt være, at en eller begge i det opstående forhold hjælpes til at finde anden beskæftigelse uden for DJ/AJKS. Dette skal ske inden for 12 måneder,” lyder det i retningslinjerne.

Hvis ansvar er det at gøre ledelsen opmærksom på det, hvis to ansatte indleder et forhold?

”Det er jo dem, der har et forhold. Der er et forhold, når to mennesker fortæller, at de har et forhold,” siger Jette Kayerød Christensen.

Så det er ikke nok, hvis en række medarbejdere går til ledelsen og fortæller, at den her person og den her person altså har indledt et forhold?

”I forhold til de her retningslinjer, så skal der komme to og fortælle, at de har et forhold. Og så går processen med at finde en løsning i gang,” siger HR-chefen.

Af reglerne fremgår det desuden, at ”intime relationer og forhold mellem studentermedhjælpere, praktikanter og elever er ikke omfattet af disse retningslinjer, så længe forholdet ikke bygger på et ulige magtforhold og ikke ses at påvirke samarbejdsrelationerne i afdelingen eller i organisationen.”

8 Kommentarer

Karen Hedegaard
23. NOVEMBER 2018
Kære alle

Kære alle
Bemærk lige formuleringen: "De nye retningslinjer er født i DJ’s samarbejdsudvalg mellem medarbejdere og ledelse – det såkaldte STAR-udvalg".
Så det er altså ikke ledelsesformynderi, men samarbejdsudvalget i DJ, der har besluttet reglerne.
Personligt - men som relativt udenforstående, jeg er medlem af Hovedbestyrelsen - synes jeg, at reglerne er lige stramme nok, men jeg respekterer, hvad STAR-udvalget har besluttet.
Tage Clausen
23. NOVEMBER 2018
Gælder også de politisk
Gælder også de politisk valgte? Må de heller ikke?
Morten Laursen
23. NOVEMBER 2018
Jeg mener ikke det her tiltag
Jeg mener ikke det her tiltag går langt nok i forsøget på at beskytte de stakkels medarbejdere i dj der ikke kan ta' vare på sig selv og deres uansvarlige kærlighedsliv.
Jeg forslår derfor at at forbundet fyrer alle mænd med øjeblikkelig varsel, bare for at være på den sikre side.
Ole Carsten Rasmussen
22. NOVEMBER 2018
Da jeg så overskriften,troede
Da jeg så overskriften,troede jeg først, det var et citat fra Politikens At Tænke Sig.
Anonymous
22. NOVEMBER 2018
Da jeg så ov
Da jeg så ov

Flere