#fag10: En ny model til at måle journalistisk værdi gør op med det fremherskende ideal i mediebranchen om, at god journalistik er lig undersøgende- og Cavling-vindende journalistik. Forskernes nye model er tilpasset det enkelte medies målsætninger.
Mange web-journalister har uden tvivl oplevet frustrationen år efter år, når kollegaerne fra gravergrupperne bliver indstillet til den ene pris efter den anden, mens de selv arbejder i dobbelt tempo uden at få halvt så meget anerkendelse for deres indsats. Nu er der håb forude for alle de journalister, der leverer det daglige rugbrødsarbejde.
Medieforskerne Anker Brink Lund og Ida Willig har udviklet et nyt analyseværktøj, som blandt andet kan bruges til at måle, om medierne laver de rigtige historie til deres specifikke målgrupper.
"Vi har prøvet at tvinge redaktionerne til at tænke over, hvem vi som medier vil være noget for," siger professor ved CBS Anker Brink Lund.
Modellen er tegnet som en trekant, hvor hjørnerne repræsenterer hver sin journalistiske værdi. I det ene hjørne står der 'relevans', i det andet hjørne står der 'væsentlighed', og i det tredje hjørne står der 'fascination'. Historier, der både har relevans, væsentlighed og fascination lander lige i midten af trekanten, lige midt i 'bulls eye.' Men målet er ikke at alle historier skal leve op til alle kriterier. Det er ifølge forskerne en succes, hvis flest mulige historier lever op til to af kriterierne.
Der skal med andre ord ikke være alt for mange historier, der for eksempel udelukkende har væsentlighed og hverken fascination eller relevans- Som eksempel nævner Anker Brink Lund alle mellemregningerne på Christiansborg. De har måske nok væsentlighed, men ikke nødvednigvis relevans for målgruppen eller er særligt fascinerende. Sådanne historier kan for eksempel tilføres mere værdi ved at koble historierne til et personopgør, forklarer Anker Brink Lund.
Relevans-kriteriet er det det, der primært adskiller modellen, fra andre måder at diskutere journalistisk værdi. Modellen skal nemlig tilpasses det enkelte medie. Hvad der er relevant for B.T.'s læsere er ikke nødvendigvis det samme som på andre medier, eller som Anker Brink Lund formulerer det.
"Hvis vi har de samme værdier for alle, ville Politiken vinde hver gang," som Anker Brink Lund formulerer det.
Forskerne har afprøvet modellen af på både BT.dk, B.T. og Avisen.dk i løbet af fem hverdage. Inden de gik i gang med at vurdere medierne, bad de medierne om selv at definere, hvad der har relevans for dem, altså hvem de skriver til, og hvad deres profil som medie er. B.T.'s kernelæsere er for eksempel de 40-49-årige, avisens skal læses af lyst. Avisen skal guide læserne i deres liv, og provokere, når det er relevant. Hvis en historie lever op til B.T.'s egen definition af, hvad der er relevant, så får historien point for det i den nye model for journalistisk værdi.
På B.T. falder omkring 70 procent af historierne inden for målsætningen om at leve op til mindst to parametre, mens tallet for BT.dk ligger på omkring 60 procent. På B.T. har de grund til at være godt tilfredse.
"Der er ingen tvivl om, at det ligger fuldstændigt rigtigt på B.T- Den helt store udfordring er historierne, der ligger dernede," siger Anker Brink Lund og peger ned på det nederste venstre hjørne, hvor historier fra BT.dk – der kun har væsentlighed – bliver placeret. Dem er der 24 procent af.
Chefredaktør Olav Skaaning Andersen er overordnet godt tilfreds med resultatet. Han fortæller, at de på B.T. har arbejdet meget bevidst med at være et nyhedssite og ikke udelukkende satse på de mere underholdende indslag. Det kan være forklaringen på, at der er relativt mange historier, som udelukkende får point for at være væsentlige, men som ikke er relevante for mediet eller særlig fascinerende.
"Det er med velbegrundet hu, at vi har satset på at være et nyhedssite, så folk går ind hos os, når der sker noget. Vi har ikke et ønske om udelukkende at være et sundhedssite eller et underholdningssite. Det kan godt være, at vi skal skrue lidt på det, men det er et helt bevidst valg," siger han og fortæller, at Bt.dk har et støt stigende antal brugere.
Den nye model er endnu ikke færdigudviklet endnu og kommer ikke til at blive brugt til at uddele mediestøtte, forsikrer Anker Brink Lund.
En deltager ved sessionen på Fagfestival pegede på, at et problem ved modellem er, at de gode historier ikke nødvendigvis bliver placeret bedst i modellen, og at dårlig journalistik kan ramme plet.
For eksempel ville Kurt Lassens bog om den tidligere generaldirektør i DR, Kenneth Plummer, ramme lige i midten af modellen, selv om mange journalister sikkert hurtigt kunne blive enige om, at bogen er problematisk. Omvendt ville Jesper Tynells Cavling-vindende afsløringer falde udenfor og udelukkende få point for at være væsentlige, men mangle relevans og fascination.
Til det svarer Anker Brink Lund:
"Jeg tror, at det er rigtigt, at Jesper Tynells historier ville ligge som særdeles væsentlige, men ikke særlig relevante og fascinerede. De gav ingen citater. Det sparkede først røv, da han fik en Cavling. Det var først, da han fik kollegial anerkendelse, at historierne gik videre. Rådet er, at han næste gang skal skrue op for relevans og fascination, så han ikke skal vente på at få en Cavling, hvad han næppe gør to gange," lød det fra Anker Brink Lund.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg overværede oplægget, men fik desværre ikke lejlighed til at stille spørgsmål, da tiden løb fra os. Men jeg synes der er en række problemer i modellen, og den bagvedliggende ide.
Jeg kan meget vel se, at modellen kan bruges for det enkelte mediehus til at vurdere, om man gør det man ønsker at gøre. Og det var jo også dét der blev demonstreret på sessionen. Men som udgangspunkt for en generel diskussion af, hvad god journalistik er, synes jeg den, i den nuværende form, er problematisk.
Jeg har svært ved at forstå overgangen fra den deskriptive side af tilgangen til det generelt-normative. Selv hvis vi bliver enige om, at relevans, væsentlighed og fascination er grundlæggende elementer i journalistikken, så forstår jeg ikke hvordan man kan slutte til, at der "bør" være mere end ét element af de tre. Eller hvorfor ikke alle tre bør være med hver gang, for at vurdere det som godt? ABL sagde, at sådan er det sjældent, men derfra kan man jo ikke slutte til, at det ikke bør være idealet.
Derudover har jeg også svært ved at forstå den indledende begrundelse for, at opsætte nye standarder. Ida Willig sagde, at det traditionelle billede af den gode journalist sjældent realiseres. Men det er vel ikke nogen begrundelse for at opgive idealerne? Medmindre man bare gerne for enhver pris ønsker at være i stand til at sige, at det meste journalistik er godt.
Et andet problem ved modellen, som flere spørgere var ude efter er, at relevans-kriteriet gøres immanent for det enkelte mediehus. Det afgørende er, om det er relevant for den målgruppe, som mediehuset definerer. Det er jo grundlæggende et problem, hvis målgruppen for det enkelte mediehus ikke ønsker journalistisk kvalitet. Læserne af "Classic Rapport" kan jo sagtens rammes af billeder og historier, som vi normalt ikke ville betegne som journalistisk frembragte. Hvor stor relativitet vil ABL og IW være villige til at gå med til?
På et tidspunkt svarede IW at den generelle journalistiske kvalitet blev reddet ved at man var nødt til at forholde sig til væsentlighed og fascination også. Men her synes jeg de forudsætter en "bestandighed" af væsentlighed og fascination, som ikke er umiddelbar indlysende. Er vi faktisk enige om, hvad der er "væsentligt" og "fascinerende"? Igen synes jeg eksemplet med "Classic Rapport" er oplysende. Ægtefællen til den typiske abonnent på "Classic Rapport" er nok typisk ikke så overbevist om det væsentlige og fascinerende ved bladet. Jeg ser derfor ikke hvordan disse kriterier skulle kunne være udgangspunktet for at fastholde, at man trods alt holder fast i kvalitetsjournalistik som et mål.
Endelig, så synes jeg også "relevans" er alt for vigtigt i den offentlige debat, til blot at gøre det noget mediehusene selv kan definere. Herved mister man jo blikket for, hvordan "relevans"-kriterier jo lige præcis er stedet, hvor kampzonen står for journalister i disse år -- givet den tiltagende professionalisering af kommunikatørerne i offentligheden. Professionelle kommunikatører lyver ikke, men de er meget dygtige til at vinkle efter relevans-kriterier, der er fordelagtige for deres bagland. Ved at gøre "relevans" til noget vi definerer internt mellem mediehuse og modtagere, synes jeg man taber en meget vigtig dimension af dagens journalistiske arbejde.
Jeg forstår med andre ord ikke, hvordan modellen kan bruges som en generel model til at vurdere journalistisk kvalitet. Medmindre vi allerede på forhånd har forudsat at hvert enkelt mediehus selv har artikuleret idealer, der er lige meget i sync med de grundlæggende journalistiske værdier.