Søren Espersen fra DF er rystet over, hvor nemt unge journalister lader sig kue og næsten af sig selv tilbyder at sende artikler til godkendelse. Ansvaret ligger hos journalistuddannelserne, siger han til Journalisten.dk.Som politiker eller pressechef på Christiansborg er det ingen sag at få journalister til at gå med på aftaler om godkendelse af citater, udlevering af spørgsmålene på forhånd eller særlige områder, der ikke må stilles spørgsmål ved.
Sådan siger Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, der både taler ud fra sin erfaring som politiker, men også som tidligere pressechef for sit parti.
»Jeg har selv oplevet, hvor let det er at få journalisterne til at gå ind på mine betingelser. Hvis der var noget, som Pia Kjærsgaard ikke gad snakke om, for eksempel intern uro i partiet, så kunne man sagtens lave en aftale om, at interviewet bliver uden det og det,« siger han til Journalisten.dk.
Men selv om Espersen som pressechef nød at have den styring, så synes han ud fra sin journalistiske baggrund, at det er en dybt problematisk udvikling.
»Det er da ulækkert. Som journalist ville jeg da aldrig finde mig i, at jeg på forhånd skulle have at vide, præcis hvilke spørgsmål jeg måtte stille. Der savner jeg en presse, der siger: on your bike!« siger Espersen.
I hans øjne er journalisternes føjelighed et voksende problem. Det er nemlig især de unge og nyuddannede journalister, der mangler rygrad til at sige fra over for de betingelser, kilderne stiller.
»Når det gælder unge og nyansatte journalister, så gør de det nærmest af sig selv. De virker næsten hundeangste på forhånd og siger med det samme: du får selvfølgelig artiklen til gennemsyn. Og det overrasker dem altid, når jeg så siger, at jeg ikke gider se det,« siger han.
Og det er ikke kun Søren Espersen selv, der har den oplevelse omkring de unge journalister. Han fortæller, at han har spurgt kolleger rundt omkring på Christiansborg om netop dette fænomen, og at mange bekræfter tendensen med, at journalisterne uopfordret tilbyder, at kilden kan godkende citater.
Ansvaret, mener Espersen, ligger på journalistuddannelserne.
»Nogle gange tager jeg nærmest journalisterne i skole og spørger: hvorfor tilbyder du det her? Og svaret er så, at de har fået at vide på skolen, at det er en god ide for at bløde jorden op i forhold til kilden. Men det er da i hvert fald ikke den måde, jeg blev opdraget på Journalisthøjskolen. Dengang skulle kilderne næsten trække citaterne ud af os for at få lov at se dem. Jeg synes, det er helt galt, når man frivilligt overleverer redigeringsretten til kilden.«
Selv om Espersen som pressechef stillede betingelser for interviews, rådede han aldrig partimedlemmerne til at kræve citatgodkendelse.
»Jeg har altid sagt, at de ikke skal gøre det, for danske journalister citerer korrekt. Det ved jeg. Det kan så godt være, man ikke kan lide den sammenhæng, man bliver sat i, men det kan man alligevel ikke blande sig i.«
Imidlertid har Søren Espersen og Dansk Folkeparti en anden politik, når det gælder svenske journalister. I et interview i Journalisten har Sydsvenskan-journalisten Claes Fürstenberg fortalt, hvordan svenske journalister konsekvent bliver nægtet interviews med Pia Kjærsgaard.
Det bekræfter Søren Espersen.
»Det er rigtigt, og forklaringen er, at svenske journalister er nogle slyngler, og det må du gerne citere mig for. De har kun en ting for øje, nemlig at manipulere. For at give dig et eksempel, så lavede jeg selv et interview med en avis i Göteborg. Interviewet var gengivet helt korrekt, men illustrationen var Johnni Hansen, der marcherede gennem gaderne. Så kan de rende mig! Derfor har vi sagt til svensk tv, at de gerne må interviewe Pia Kjærsgaard, men det bliver kun live, så de ikke kan manipulere med hende.«
Søren Espersen kalder udviklingen med stadig mere føjelige journalister for et skråplan, og han mener, det er på uddannelserne, der skal rettes op.
»Det er ikke to, men 10-15 oplevelser, jeg har haft. Så det kan ikke være et tilfælde. Og det må være, fordi de lærer det på journalistuddannelserne.«
Søren Espersen blev uddannet fra Journalisthøjskolen i 1980. Som journalist har han arbejdet på Dagbladet Ringsted, på B.T. og på Billed-bladet, inden han i 1996 blev pressechef i DF.
Se svaret på kritikken fra Henrik W. Jørgensen, uddannelseschef på DMJX.
32 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jag får meddela att Joutnalisten.se nu har tagit till sig av kritiken och rättat sin rubrik och text. Dessutom publicerat min kommentar som renderat 4 st medhållande dito.
Men manipulationen fortsatte i så motto att de skriver efter ingressen : (Rättad).
Det är bara det att den sista av två meningar avslutas med : "...unga journalisters ryggrad" (Rättad)
Tak, tak, tak til Søren Espersen. Det er SÅ rigtigt. Og hvor er det godt at se af den efterfølgende debat, at vi er flere, der står fast på, at folk med magt og indflydelse ikke skal redigere pressen. To-tre gange er jeg i forbindelse med ministerinterviews blevet bedt om som det naturligste i verden "lige at sende teksten", før interviewet gik i trykken. Og det har jeg som det naturligste i verden afvist, hvilket ikke ligefrem mødes med tandsmil hos spinfolket. For nylig er jeg så blevet bedt om, igen tilsyneladende helt automatisk, lige i god tid at maile mine spørgsmål til en minister, som jeg havde planlagt at lave et portrætinterview med. Kravet fremføres som en standard-ting, der ofte har fået mig til at spekulere på, om alle andre siger ja til det her, og om jeg bare er en stædig dinosaur på 47, der ikke har forstået, hvordan "man gør" i dag ...
Jeg synes, det er vigtigt, at vi som journalister bevarer en distance til dem, vi er sat til at holde øje med. Ellers mister de respekten for os. Et nej kan betyde, at man bliver upopulær, men den slags skal vi journalister jo kunne tåle. Derfor er vores uddannelse - forhåbentlig stadig - ikke nogen flinke-skole for dydige bedsteborgerbørn, men et sted, der gerne skal tiltrække folk med lidt hård hud.
Spin-doktorer får deres hyre for med alle tilgængelige midler at forsøge at påvirke det billede, offentligheden har af deres klienter. Det er der ikke noget odiøst i, selv om det nogle gange er så trættende, at man fuldstændig mister lysten til at lave interviewet (hvilket muligvis kan være en del af hensigten). Jeg håber dog, at Søren Espersen har startet en debat, der måske får flere journalister og redaktioner til at stå fast på, at redigeringsretten ligger hos pressen. Ikke kun i politisk journalistik men i det hele taget. Ellers er der jo ingen grund til, at vi er her, vel?
Berit Holbek Jensen
Jeg var 21 år gammel og følte mig bestemt ikke som guds gave til journalistikken, da jeg startede på Christiansborg og blandt andet skulle skrive kontroversielle artikler om regeringspartierne, personhistorier mm.
Var jeg hundeangst? Ja. Selvfølgelig. Er det Journalisthøjskolens skyld? Nej.
For mit vedkommende handler det om selvtillid og selvsikkerhed, ikke om at være skolet til at være lidt for flink ved kilderne ved at tilbyde dem citattjek.
Jeg hører ikke altid liget godt efter, men jeg mindes ikke en eneste underviser på Journalisthøjskolen, der har opfordret mig til at sende citater til gennemsyn.
Både som studerende og i praktiktiden har det været alene min vurdering fra artikel til artikel, hvorvidt citat til gennemsyn kunne komme på tale.
1. Når en kilde selv beder om at se sit citat. På Christiansborg har jeg kun oplevet dette to-tre gange, og det var med helt nyvalgte MF'ere. Hverken ministre, spindoktorer mm. har nogensinde spurgt mig om, hvad jeg citerede. Jeg oplever, at det oftest er kilder i erhverslivet eller såkaldte eksperter, der beder om citattjek. Jeg nægter ikke mine kilder at se, hvad jeg citerer dem for, selv om jeg er enig med Ole Hall i, at det åbner op for en dialog, hvor kilden måske tror, han/hun har redigeringsret. Jeg håber, at jeg med tiden bliver bedre til at sige: nej, du kan læse det selv i avisen i morgen.
2. Hvis jeg har skrevet om et nyt emne, eksempelvis nye skatteregler på skrottede biler, bestanddelen af alger i de københavnske søer eller andet, hvor jeg ikke føler mig på hjemmebane, så kan jeg føle det nødvendigt, at min kilde tjekke citatet + sammenhængen for at sikre, at jeg ikke har misforstået noget. Udtryk for usikkerhed? Ja! Det kommer jeg forhåbentlig også efter.
Når Søren Espersen betegner de nye, unge journalister på Christiansborg som hundenangste, så går jeg ud fra, at han også mener praktikanter. (han refererer trods alt til 10-15 episoder med meget føjelige journalister).
Jeg har været hundeangst for at gå ind i en elevator med Birthe Rønn Hornbech eller for at banke på Lene Espersens dør og spørge, hvordan hun selv synes det går. Men jeg bliver altså mindre og mindre bange. Det kan erfaring hjælpe mig med.
Tak for at starte en god deba.
Venlige hilsnerMette Albæk, DMJX-studerende på 8.semester, tidl.Politiken-praktikant bl.a. på Christiansborg.
Løsningsforslag: Gør som på radioen!
Jeg har skrevet tonsvis af webartikler ud fra båndede interview, og det er uhyre sjældent, at jeg overhovedet får spørgsmål om muligheden for tjek af citater. Årsagen er selvfølgelig, at når kilden optræder i et båndet interview mhp. brug i radioen er der slet ikke den samme usikkerhed omkring citatet, som der kan opstå, når eksempelvis en avisjournalist skal grifle udsagnene ned på en blok.
Et "problem" kan selvfølgelig være, at man så som journalist er mere forpligtet af udsagnenes oprindelige ordlyd. Men det svarer jo blot til de betingelser, som alle journalister på de elektroniske medier arbejder under. Og er det ikke også meget fair, at det er kildens egne formuleringer, der ender med at optræde i artiklen?
Jacob Topsøe, DR
"Problemet er, at mange journalister har det som mål at forandre, vælte regeringer osv. Det er forkert. Målet bør være at beskrive og undersøge. Fører dette så til forandringer, er det fint."
Jeg synes slet ikke, at det har noget med diskussionen om redigeringsret og citattjek at gøre. Men når du nu nævner det som et problem, at journalister har forskellige idealer, så vil jeg da gerne give udtryk for, at jeg er uenig med dig. Fra min ydmyge stilling som provinsjournalist kan jeg da konstatere, at det ikke er få læsere, som efterlyser journalister, som har mandsmod nok og vilje til at skrive en kommentar med lidt kant om et givent emne. Hvad er der galt i at blande sig i debatten, når man synes, at der er noget ravruskende galt? Rollen som journalist i et lokalsamfund er vanvittig vigtig, og det er den da sikkert også på Christiansborg, formoder jeg. Skal man være en skygge af sig selv? Skal man for alt i verden krybe i skjul, hvis nogen spørger dig til din holdning? Jeg mener ikke, at målet alene bør være at beskrive og iagttage.
Flere