NYE FYRINGER I DR

Der er endnu en gang uro i Gyngemosen efter nye besparelser, der betyder, at op mod 80 medarbejdere mister deres job. “Umanerligt dumt,” siger Journalistgruppens formand. 

Der er endnu en gang uro i Gyngemosen efter nye besparelser, der betyder, at op mod 80 medarbejdere mister deres job. “Umanerligt dumt,” siger Journalistgruppens formand. 

Uro, ro, uro, ro, uro, ro.
Der er ikke ro mange uger ad gangen i Danmarks Radio.
Medarbejderne vendte i foråret tilbage til samarbejds-udvalgene efter en langvarig krise, hvor de i protest mod ledelsen nægtede at samarbejde.
Nu er der på ny uro efter, at Christian S. Nissen den 1. september brugte det interne personaleblad DRåben som talerør og fortalte medarbejderne, at der er nye ‘stillingsnedlæggelser på vej’.
Op mod 80 skal fyres på grund af besparelser på mellem 25 og 30 millioner kroner. Besparelserne skal primært findes i DR-Produktion, der hovedsageligt består af teknisk personale, som står for den praktiske produktion af DRs programmer.
Besparelserne i afdelingen begrundes med, at der ikke vil være nok at lave for afdelingen til næste år.
“Det er umanerligt dumt det her,” siger Morten Uhrenholdt, formand for Journalistgruppen i DR.
“Der skal spares 25 millioner kroner ud af et budget på 3 milliarder. Jeg tror ikke, ledelsen har overvejet hvor alvorlige konsekvenser, den her udmelding kan få for hele DR.”
“En organisation som DR, der blandt andet lever af medarbejdernes kreativitet, kan simpelthen ikke leve med fyringsrunder hvert halve eller hele år. Vi var netop ved at have genopbygget et spinkelt tillidsforhold, der nu igen er forsvundet. De folk, der ikke er angste for at blive fyret – de er vrede,” siger Morten Uhrenholdt.

Fyringer i september
Vreden blandt medarbejderne er ikke blevet mindre af, at besparelsen bliver varslet før medarbejdere og ledelse har set resultatet af flere analysegruppers arbejde.
Analysegrupperne har netop set nærmere på produktionsprocesserne i DR og vil omkring 1. oktober komme med forslag til forbedringer i både produktionsprocesserne og den måde, den interne licitation kører på.
Allerede i slutningen af september vil de medarbejdere, der skal afskediges, få besked. Altså før analysegrupperne er kommet med deres anbefalinger.
“Jeg tror efterhånden også, der er en del chefer, der har svært ved at se, hvordan DR skal køre videre med den styring, der er i øjeblikket. Det er meget svært for medarbejderne at opretholde motivationen. Meget svært.”
I de kommende forhandlinger om besparelserne vil de forskellige medarbejder-organisationer kræve nøje dokumentation fra DR-ledelsen omkring sagligheden bag beslutningen om de nye besparelser.

0 Kommentarer