»Jeg føler da, vi har noget at skulle have sagt. Og vi er da heller ikke blevet plantet ved et lille bord helt nede bag i salen,« siger Mikkel Blaabjerg Poulsen fra JR, kredsen af Journaliststuderende på Roskilde Universitetscenter. »Jeg synes også, vi har fået et godt indblik i, hvad Journalistforbundet står for, og hvad vi kan bruge det til. Og så er det enormt givende at møde studerende fra de andre uddannelser og udveksle erfaringer.« Ud over elevkredsen fra RUC er også journalistuddannelsen på Odense Universitet repræsenteret via KaJO. De to elevkredse havde hver tre delegerede på delegeretmødet. De to nye journalistuddannelser blev født i september sidste år, og derfor er det første gang, de er repræsenteret på delegeretmødet. AV-Assistent/Medie Teknik Mekaniker (AV/MTM) uddannelsen fra Medieskolerne i Viborg har derimod eksisteret siden 1989, men oprettede først sidste år en elevkreds under Journalistforbundet, efter at ændringer i vedtægterne i formålsparagraffen på sidste års delegeretmøde, åbnede op for, at andre uddannelser kan optages i Journalistforbundet og organisere sig i kredse.
Bekymring forduftede Dagen før delegeretmødet mødtes de tre nye elevkredse med elevkreds-veteranen KaJ fra Journalisthøjskolen i Århus for at forberede sig til delegeretmødet. »Vores bekymring for at blive lidt isolerede som ‘de nye’ forduftede helt under det formøde,« siger formanden for JR, Pia Meisner. »Det var den klare holdning, at vi skulle stå sammen og kæmpe sammen. Meget af mødet gik med at gennemgå dagsordenen til delegeretmødet og finde frem til fælles holdninger, selvfølgelig især til uddannelsesspørgsmål.« Også formanden for KaJO, Gry Mathiesen, er tilfreds med både formødet og selve delegeretmødet. »Noget af det bedste ved delegeretmødet er, at det faglige arbejde bliver meget konkret. Vi har jo ingen erfaring med fagligt arbejde, så det er rigtig godt at se, hvordan tingene foregår i praksis,« siger Gry Mathiesen, der desuden er meget tilfreds med, at alle tre elevkredse var på talerstolen i løbet af delegeretmødet. »Det sender et godt signal om, at vi tager det faglige arbejde alvorligt. Jeg synes, vi er blevet positivt modtaget, og at der bliver lyttet til os,« siger formanden.
Lidt murren Knap så tilfredse er tv-teknikerne fra elevkredsen fra AV/MTM-uddannelsen. De kan godt mærke, at de mere er teknikere og i hvert fald ikke »journalist-journalister«. »Vi er lige præcis dem, som nogle gerne vil holde ude fra forbundet«, siger Rasmus Skaarup, der er formand for elevkredsen, der har fire delegerede på mødet. »Der var en, der stod oppe på podiet og sammenlignede os med cykelsmede. Ud over at det er en fornærmelse, så er det altså også uvidenhed.« AV/MTMerne kan godt se, at de ikke har så meget tilfælles med journalisterne. »Det, der bliver snakket om, er meget, meget journalistpræget i forhold til det arbejde, vi laver til daglig. Det er mere håndværk,« siger Rasmus Skaarup. Visse kontaktflader er der dog: »I fremtiden kunne vi nok godt løbe ind i nogle af de samme ophavsretlige problemer, som DR-medarbejderne står over for,« siger Dennis Damgaard fra AV/MTM-kredsen. Også delegeretmødets fokus på arbejdsmiljø føltes nærværende. »Tunge løft og sådan noget, det var lige taget ud af min hverdag,« siger Helle Frydendall, ligeledes fra AV/MTM-kredsen.
|
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.