Journalistens blogunivers udvides nu med tre nye bloggere, der vil sætte tingene på spidsen. Dagsordenen for de tre eksperter er mediepolitik, new media samt krisekommunikation og medierådgivning. Alle er velkomne i online-debatten.
DRs medarbejdere og chefer burde begynde at elske sig selv – frem for konstant at klynke. Sådan lød det for nylig i den første blog på Journalisten.dk fra Venstres medieordfører, Ellen Trane Nørby, som lynhurtigt blev den mest læste og debatterede på sitet.
I sidste uge fulgte en af Danmarks førende eksperter i interaktive medier så trop. Christian Strand fra mediabureauet IUM havde premiere på sin blog og satte straks sindene i kog med sin hårde dom over de ’gamle’ mediehuse, som han mener bør frygte Freeway- og Dating.dk-entreprenøren Morten Wagner, der har investeret i Nyhedsavisen.
Flere læsere gav ham ubetinget ret på online-debatten.
Og endelig lyder startskuddet snart for Jens Tovborg, der er specialist i medierådgivning og krisekommunikation. Han har 15 års erfaring med kommunikationsrådgivning, senest som pressechef i Coloplast. I begyndelsen af marts har han premiere på sin blog om kommunikation mellem virksomheder og medier.
Tilsammen vil de tre nye bloggere gøre det nuværende blogunivers på Journalisten.dk til et af landets mest komplette inden for medie- og kommunikationsbranchen. Og alle tre satser på dialog med brugerne af Journalisten.dk.
»Jeg vil sætte ting på spidsen, lade den politiske korrekthed blive hængende på Borgen og ikke slippe den med ind i cyberspace,« siger Ellen Trane Nørby.
Tilsvarende lægger Christian Strand op til dialog:
»Tonen vil være kontant og uden omsvøb. Og alle er velkomne til at involvere sig,« siger han.
Tjek samtlige bloggere på: www.journalisten.dk/blogoversigt.
Ellen Trane Nørby er social-, ligestillings- og medieordfører for Venstre i Folketinget. På Journalisten.dk blogger hun om mediepolitik og lover at gøre det »befriet for politisk korrekthed«.
Jens Tovborg er nyeste blogger på Journalisten.dk, hvor han vil stille skarpt på PR, krisekommunikation og medierådgivning. Han er seniorrådgiver og partner i kommunikationsbureauet Reliance. Han har 15 års erfaring med kommunikationsrådgivning, senest som pressechef i Coloplast.
Christian Strand vil fremover blogge om new media på Journalisten.dk. Han har arbejdet med interaktive medier de seneste syv år og har dermed overlevet dotcom-boblen. Han har en fortid på CBS og har læst på Tulane University i New Orleans. I dag er han direktør for interaktive medier i mediabureauet IUM.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.