Rammerne fejler ikke noget, når de syv priser ved Billed-Bladets glamourøse TV Guld-fest i aften bliver uddelt på Hotel D’Angeleterre i København.
Kategorierne er Danmarks bedste kvindelige og mandlige underholdningsværter, nyhedsværter og sportsværter – samt årets tv-program. Oveni er der 100.000 kroner til årets bedste tv-dokumentarprogram.
TV 2 Nyhedernes Mikael Kamber betegner festen som en »klassisk gallafest«. Og gæsterne klæder sig derefter.
»Man har gallatøj på. Men man kan også være mere casual. Det vil jeg selv være,« siger han.
Dokumentarfolk i cowboybukser
Sidste år vandt Mikael Kamber prisen for bedste mandlige nyhedsvært, og han skal i aften til Billed-Bladets prisfest for tredje gang.
Tøjmæssigt er valget i aften faldet på et jakkesæt og ensfarvet slips.
»Jeg har hørt, at det er trenden lige nu.«
For kvinder er dresscoden typisk flotte gallakjoler og for eksempel en fjerboa. ”Københavns førende stylister havde haft travlt med at skabe de helt rigtige looks til aftenen – med blændende resultater til følge,” som Billed-Bladet skrev om festen sidste år.
Dokumentarfolkene, der kæmper om at vinde dokumentarkategorien, skiller sig dog lidt ud, har Mikael Kamber bemærket.
»Nogle af dem kommer i skjorte, der hænger ud over cowboybukserne. Det er fint nok. De bliver også lukket ind,« siger han.
Skarpe spørgsmål på den røde løber
Sidste år vandt Cecilie Beck prisen for årets kvindelige nyhedsvært, Ulla Essendrop trak prisen hjem som årets kvindelige sportsvært, og Morten Ankerdal blev årets mandlige vært. De har ligesom Mikael Kamber mulighed for at vinde prisen på ny i år.
Mikael Kamber fortæller, at gæsterne før festen ankommer ad den røde løber. Her skal man være forberedt på, at ugebladsjournalisterne benytter anledningen til at stille spørgsmål til kendte, de ellers har svært ved at få fat i.
»Hvis der er nogen, der har noget på nogen – som de vil stille nogle spørgsmål – så kan de gøre det der. For eksempel at de blev set fulde i byen i sidste uge,« siger Mikael Kamber.
Det svarer til, at man kan stoppe politikerne på gangen på Christiansborg?
»Ja, hvis der er nogle journalister, man som gæst ikke har talt med eller ikke ønsker at tale med, så ved man, at de nok står og venter,« siger han.
Mikael Kamber tror dog ikke, at det gælder ham i aften.
»Så vidt jeg ved, er jeg 100 procent hæftelsesfri. Jeg tror ikke, nogen har noget på mig – men man ved det jo aldrig.«
Rart med anerkendelsen
Stemningen ved gallafesten betegner Mikael Kamber som ret afslappet, ofte mere afslappet end andre fester med mange kendte.
»Ved nogle fester med kendte er det sådan, at uanset hvor stort rummet er, er det for småt til alle egoerne. Sådan er det ikke ved guldfesten, og det kan jeg godt lide.«
Prisen som årets mandlige vært sidste år var hans første pris ved Årets Tv-Guld.
Han siger, at det altid er rart med anerkendelse, ikke mindst når den kommer fra seerne.
»Men at jeg fik prisen sidste år, afspejler jo også, hvilken kanal jeg er på. Jeg sidder på en af de største nyhedsudsendelser og har langt flere seere end for eksempel TV 2 News om eftermiddagen, hvor der måske sidder værter, der er mindst lige så gode, men som bliver set af færre af Billed-Bladets læsere.«
Ud over anerkendelsen gør det så en forskel i forhold til løn og jobsikkerhed at få en pris som årets vært?
»Det skader jo ikke at få en pris, men det giver ikke en garanti for noget som helst. Prisvindere kan også blive skibet ud.«
Drik dig ikke i hegnet
Ifølge Mikael Kamber kan efterfesten godt strække sig til ud på natten. Men der er grænser for, hvor fulde gæsterne bliver.
»Man drikker sig ikke i hegnet. Hvis du skal skeje ud, gør du det andre steder. Alle ser det, og der er også fotografer til stede. De holder op med at fotografere på et tidspunkt, men der kan stadigvæk godt stå nogle ude på den røde løber, når du skal hjem,« siger han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.