search

Nyborg Strand, hvorfor har du forladt os?

 Foredragene og debatterne var fine - hvis man havde tøj nok på. Men ellers var FagFestival 2004 et komisk dårligt arrangement med nogenlunde samme stemning, som hvis Bjerringbro Murermesterforening havde arrangeret Roskilde-festivalen. KOMMENTAGE. Vi var på vej mod det lange madtelt, da vi passerede et hornorkester. Det stod i fire rækker, måske 20 mand og to unge piger, sidstnævnte iført aftenkjoler og tuba, inde i et lille telt, der havde plads til hornorkestret og ikke så meget andet.

 

Foredragene og debatterne var fine – hvis man havde tøj nok på. Men ellers var FagFestival 2004 et komisk dårligt arrangement med nogenlunde samme stemning, som hvis Bjerringbro Murermesterforening havde arrangeret Roskilde-festivalen.

 

KOMMENTAGE. Vi var på vej mod det lange madtelt, da vi passerede et hornorkester. Det stod i fire rækker, måske 20 mand og to unge piger, sidstnævnte iført aftenkjoler og tuba, inde i et lille telt, der havde plads til hornorkestret og ikke så meget andet.

Blæsten peb gennem teltets to endeåbninger, men det syntes ikke at påvirke blæsersektionen, der stirrede lige frem for sig, øjnene tomme, mens de spillede – ganske glimrende, tør jeg tilføje – hvad der umiskendeligt var firserrockbandet Europes udødelige klassiker 'The Final Countdown'.

»Hvilken form for brainstorm munder ud i, at man hyrer et hornorkester,« spurgte jeg kort tid efter, da vi stod i madteltet over en øl, »til at spille 'The Final Countdown'?!«.

Det var eftermiddag i Avedøre, og mine venners og min evne til at tage arrangementet alvorligt var for længst forduftet i blæsten, erstattet af hyppige angreb af teenagehysterisk krampelatter. I baggrunden stemte hornorkestret i med temaet fra 'Rocky'.

Vi var ankommet ved middagstid, for sent naturligvis, for forbundets københavnerkreds havde jo planlagt det så sindigt, at der aftenen før var blevet afholdt 100 års-jubilæum. Endnu en brainstorm: »Det er altid en succes at afholde så mange arrangementer i træk som muligt! Hvis der er noget, journalister kan li', så er det arrangementer i træk! Og mens vi snakker om træk, så lad os holde det udendørs i september! I telte!«

Og således havde man sikret sig, at Kreds 1-festen var ødelagt for alle, der havde ambitioner om at følge FagFestivalens første dag. At FagFestivalens første dag var ødelagt for alle, der havde ambitioner om at holde fest. At mandagen var ødelagt for landets mediearbejdspladser, fordi medarbejderne var til FagFestival. Og at tirsdagen var ødelagt for landets mediearbejdspladser, fordi medarbejderne nu lå syge med influenza.

Eller måske syge af maden.

Jeg var ikke klar over, at civilforsvaret har en cateringtjeneste, og jeg synes ærligt talt, at de skal holde sig til brandøvelser i redskabsskure. Hundredevis af mennesker stod i en sneglende kø, foran hvad der mest af alt lignede serveringsskranken i et kvindefængsel.

Ved teltets første skranke stod to kvinder iført uniform mærket 'Beredskab København' og med matchende kasketter. Den første skrabede salat med majs op i ens skål, man tog et fængsels-chassétrin mod højre, hvorefter den anden, en ældre kvinde med et forbistret udtryk og iført den slags hvide gummihandsker, man bruger til rektalundersøgelser, stak en slev ned i en aluminium-skraldespand foret med en skraldesæk. Med en øvet bevægelse væltede hun noget, der lignede efterladenskaberne fra produktionen af diætsuppe, ud over salaten. Vi smagte på den kogte selleri og tog på McDonald's.

Jeg mindes ikke, at nogen på forhånd havde fortalt mig, at jeg skulle tage varmt tøj på.

Men idéen om at bruge telte var ikke kun dårlig af temperaturmæssige årsager, teltene syntes også på nippet til at styrte sammen under den tiltagende blæst. Om aftenen i middagsteltet truede stormstød med at rive teltet væk og tage hele første række af bænkede DJ-medarbejdere og visse dele af Berlingskes sportsredaktion med sig i døden. Der var lige så koldt i det telt, hvor aftenens fest angiveligt skulle starte. Et rødt cirkustelt badet i skingert skrid-hjem-lys med en gul stjerne i midten af dansegulvet, som en ondskabsfuld parodi på Hotel Nyborg Strands elskede Stjernebar.

Modløsheden havde bredt sig, folk sivede. D'herrer Madvig og Krede spillede den type loungemusik, »som folk over 35 overhovedet ikke kan forstå«, som en fotograf fra JydskeVestkysten bemærkede. Det var efter at de to djs var gået, i vrede over at dansegulvet lå øde hen. De fleste fulgte Kredes og Madvigs eksempel, mens enkelte af os gjorde, hvad journalister har gjort siden tidernes morgen, når de var pressede: Vi drak os fulde.

Næste dag, i Kaffe&Kultur-teltet, beklagede jeg mig over for et tidligere medlem af hovedbestyrelsen.

»Med diverse tilskud betaler vi 1.800 kroner plus 200 for maden til et arrangement, man har haft to år til at planlægge, og så ender vi med sådan en logistisk parodi. Og bare fordi forbundet gerne vil spare nogle penge!«

»Spare penge? De sparer sgu ikke nogen penge. Det her arrangement er mindst lige så dyrt som på Hotel Nyborg Strand. Hvis ikke dyrere. Tænk på, hvad det koster at leje teltene.«

Ja, og hornorkestret. Note til den næste brainstorm: Gider en eller anden lige ringe til Hotel Nyborg Strand og høre, om de har plads?

Læs også i dette nummer af Journalisten:
Festival for alle pengene
Meget fag, lille fest

* Lars Dahlager, redaktionssekretær på Politikens »I Byen«-tillæg

DJ
Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen