af troels evold widding
“Du skulle tage og møde nybarberet op på arbejde i morgen.” Mere sagde fotograf Claus Bjørn Larsen ikke til Jan Grarup i telefonen dagen før offentliggørelsen af vinderne i årets World Press Photo-konkurrence. Som den eneste af vinderne havde Claus Bjørn Larsen fået besked om hvem, der vandt. Det blev derfor et døgn i umanerlig spænding, som Jan Grarup gik igennem indtil han, iført babybløde kinder, fik den gode nyhed. 31-årige Jan Grarup fra Ekstra Bladet vandt World Press Photo i kategorien People in the News Stories. Det var, og er, han oprigtig overrasket over. “Jeg nåede akkurat lige at blive færdig med billederne, inden de skulle indsendes, og mange af dem har aldrig været offentliggjort før. Desuden havde jeg jo set Claus Bjørns billeder og vidste, at der var utrolig mange gode imellem.” De to fotografer opholdt sig begge to i Kosovo og Albanien og havde derfor mange billeder i samme kategori.
Slagsmål med sig selv En anden baggrund for overraskelsen er, at Jan Grarup har fået kone og barn. Det har betydet, at arbejdet er gået fra at være det altopslugende centrum i Jan Grarups liv til at blive et levebrød. Mellem de 10-12 dage lange reportageture til Kosovo malede han lejlighed, passede sin gravide kone og holdt barsel. “Jeg havde et stort slagsmål med mig selv og besluttede, at min familie skulle være det vigtigste fremover. Derfor er jeg ekstra glad for prisen, fordi det viser over for mig selv og andre, at det godt kan lade sig gøre at have et liv ved siden af en karriere som fotograf.” Jan Grarup har rejst meget og med egne ord set menneskelige tragedier som i Kosovo hundredevis af gange. Alligevel gik det ham mere på denne gang. “Det er vel meget banalt, men efter selv at have fået børn, så berører det mig mere at se mennesker lide. Det, tror jeg også, har været med til at gøre mig til en bedre fotograf. Jeg har fået større menneskelig forståelse.” Også arbejdsrutinerne har ændret sig. Når Jan Grarup er på reportagetur står han nu op klokken fem om morgenen og arbejder til sen aften. Han er blevet mere disciplineret.
Karrierestart som 13-årig Jan Grarups karriere begyndte som 13-årig, da han solgte et foto af et biluheld til Helsingør Dagblad. Han kom senere ind på Journalisthøjskolen og blev færdiguddannet i 1991. Tre måneder efter blev han kåret til Årets Pressefotograf i Danmark, bare 23 år gammel. Siden har han vundet en række priser, blandt andet i 1994, hvor han blev Årets Pressefoto-graf og tog Årets Pressefoto. Jan Grarup mener selv, at hans billeder er en blanding af gammelt reportagefotografi og pressefoto tilsat lidt vildskab. Og han mener, at fotografiet trods megen snak om iscenesættelse, stadig har en troværdighed, der gør det stærkere end tekst. “Jeg iscenesætter ikke billeder og har ikke lige så mange lag i billederne, som de såkaldt unge, der er mere kunstneriske. Men et godt billede gør et uudsletteligt indtryk, og jeg tror på, at folk får langt mere ud af det end at læse en tekst. Derfor synes jeg, det er fedt at tage billeder. Jeg tror på fotojournalistikken.”
|
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.