Ny virksomhed blæser til kamp mod den her slags fotos

Billigt, stereotypt og forudsigeligt. Det er nogle af de ord, fotograf Jan Grarup sætter på mange virksomheders brug af billeder. »Ofte ligner billederne billige stock photos.« Sammen med Bjarke Myrthu vil han nu højne niveauet  

Virksomheder kommunikerer alt for ofte med tekstbudskaber – ord og sætninger. Og alt for sjældent med interessante billeder.

Faktisk er virksomheders brug af billeder ofte så stereotyp, at billederne nærmer sig billige stock photo, lyder det fra den prisvindende fotograf Jan Grarup. Sammen med journalisten og iværksætteren Bjarke Myrthu har han oprettet virksomheden Grarup & Myrthu, der skal rådgive virksomheder til at kommunikere bedre i billeder.

»Jeg har tit undret mig over, hvordan virksomheder præsenterer sig selv. Det er nogle gange på grænsen til det retarderede. Derfor er det interessant at skubbe til det fotografiske sprog,« siger Jan Grarup.

Ligesom mediebranchen for 15 år siden

Jan Grarup siger, at det var naturligt at gå sammen med Bjarke Myrthu om projektet, fordi han i forvejen selv holder foredrag om fotografi, mens Bjarke Myrthu blandt andet rådgiver om strategi.

Ved hjælp af rådgivning, kurser og foredrag er målet, at virksomhederne bruger fotografi mere uforudsigeligt, journalistisk og overraskende.

Ifølge Jan Grarup er mange virksomheder slet ikke opmærksomme på, hvad fotografiet kan. Han sammenligner det med mediebranchen for 10-15 år siden.

»Dengang handlede avis- og bladproduktion især om tekster, og fotografiet var bare et nødvendigt onde. I dag ved man godt, at man kan skabe et anden slags historier og bruge et andet sprog med fotografier. Men i virksomhederne glemmer man, hvor meget det visuelle betyder for os. Der er virkelig plads til forbedringer,« siger han.

Ligner stock photos

Typisk præsenterer virksomhederne sig ofte på samme måde, siger han. Direktøren er afbildet på en lang gang med blødt telelinseobjektiv, og medarbejderne på laboratoriet står og smiler til hinanden.

»Mange virksomheder går efter stereotyper. Ofte ligner billederne billige stock photos,« fortæller han.

Jan Grarup siger, at rådgivningen handler både om ekstern og intern kommunikation. Når Grarup & Myrthu skal arbejde internt, er det planen at bruge fotografiet til at få medarbejderne til at tale om deres rolle i virksomheden. 

1 Kommentar

Hans Christian Kromann
21. MAJ 2015
Kunne man ikke få lov til at
Kunne man ikke få lov til at se et eksempel på et billede, der ikke er "retarderet"?