Besparelser

Ny sparerunde på Folketidende: ”Den største åreladning af journalister, vi har haft i mange år”

På et halvt år er antallet af redaktionelle medarbejdere på Lolland Falster Folketidende gået fra 25 til 15

14 stillinger hos Folketidende Gruppen, der står bag Lolland-Falsters Folketidende, bliver nedlagt i forbindelse med de nyligt udmeldte besparelser.

Det oplyser administrerende direktør Ole Sloth i en mail til Journalisten.

”I alt otte af de 14 stillinger, der skal omstruktureres, er fundet, dels ved naturlig afgang, dels ved medarbejdere, som har opsagt deres stillinger på grund af anden beskæftigelse. Endelig har en medarbejder indgået en frivillig fratrædelse. Det betyder også, at seks uafklarede stillinger har måtte udmøntes i opsigelser,” skriver han.

Besparelserne betyder, at seks redaktionelle medarbejdere forsvinder i denne omgang.

En går på pension, en anden har for nylig fået nyt job, en har indgået aftale om frivillig fratrædelse, mens tre er blevet opsagt.

Nedtrykt stemning

Det sker, bare et halvt år efter den seneste sparerunde, hvor Lolland Falsters Folketidendes journalister mistede seks kollegaer, hvorefter der blev ansat to nye.

”Jeg har i løbet af det sidste halve år mistet 10 kollegaer på redaktionen. Vi er gået fra 25 til 15 journalistiske kollegaer. Jeg har været tillidsrepræsentant i næsten 20 år, og jeg har aldrig oplevet noget lignende,” siger tillidsrepræsentant Bjarne Arildsen.

”Det her er den største åreladning af journalister, vi har haft i mange år,” tilføjer han.

På mandag vil administrerende direktør og chefredaktør Ole Sloth præsentere en ny plan for organisationen og for, hvordan tingene skal gå fremover. Og det bliver tiltrængt at få svar på for medarbejderne.

Som det ser ud nu, er det en tynget redaktion, den plan skal præsenteres for.

”Stemningen er mere nedtrykt nu, end den har været tidligere. Det er altid grimt, men vi har ikke oplevet lignende før. Den sidste store sparerunde var i 2012, hvor grafisk afdeling blev nedlagt. Det ramte ikke redaktionen på samme måde,” siger Bjarne Arildsen og tilføjer:

”Lolland-Falster er et stort område, og der er mange ting, der skal dækkes. Hvordan det skal gøres, må vi se i den kommende tid, hvor første skridt er på mandag, hvor Ole Sloth vil præsentere organisationsplanen.

Skal spare 10 millioner kroner

Folketidende Gruppen består udover Lolland Falsters Folketidende af tre ugeaviser, nichemediet Femernreport og Radio Sydhavsøerne.

På tværs af organisationen skal der i en såkaldt tilpasningsplan spares 10 millioner kroner frem mod 2026.

I april præsenterede Lolland-Falsters Folketidende sit regnskab, hvor det stod med et uventet stort underskud på syv millioner kroner. Det var blandt andet afskedigelserne i december, der havde haft negativ indflydelse på regnskabet, da de medførte ekstraomkostninger på 1,9 millioner kroner.

Ole Sloth sagde i forrige uge til MediaWatch, at han i sin tid i mediehuset allerede har været med til at eksekvere alt for mange sparerunder, og at det er trist hver gang.

”Men det er ekstra trist, når de budgetmæssige planer, vi har lagt, viser sig så kort tid efter ikke at holde. Vi oplever nærmest en erodering af annoncemarkedet, som jeg ikke har set lignende i mine mere end 30 år i branchen. Derfor laver vi nu et langtidsbudget.”

0 Kommentarer