I et skarpt felt har Journalisten valgt et nyt medlem til redaktionen.
33-årige Jørgen Skadhede skal i fremtiden skrive historier til Journalistens læsere på alle vores platforme.
Jørgen Skadhede har ni års erfaring som opsøgende nyhedsjournalist på blandt andet Altinget, DR og Jyllands-Posten.
Han har været på Altinget de seneste fem år. Her har Jørgen Skadhede blandt andet redigeret portalen om arbejdsmarkedspolitik og været en del af redaktionen bag portalen om partipolitik. Han har også leveret historier til Altingets kvartalsmagasin om dansk politik.
Jørgen Skadhede er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2008. Før han blev journalist, var han uddannet murersvend.
Han har fungeret som tillidsmand på Altinget.
Jørgen Skadhede begynder på Journalisten 15. april.
Ny reporter på Journalisten
I et spændende og kompetent felt af ansøgere har Journalisten nu valgt en ny kollega, der starter 1. december.
Navnet er Kerstin Bruun-Hansen. Hun er 26 år og kommer fra en stilling på Ekstra Bladet, hvor hun sammen med gravergruppen var en del af den såkaldte ”Unik-redaktion”, der primært laver kritisk og undersøgende journalistik til papiravisen.
Før det arbejdede hun med undersøgende journalistik på Tænk, som Forbrugerrådet i efteråret 2012 outsourcede til Benjamin Medier. Kerstin Bruun-Hansen har desuden erfaringer fra P1 Morgen og Kontrabande samt fagligt arbejde.
Udviklingstid i vagtplanen
Journalistens redaktør, Øjvind Hesselager, forklarer, at Kerstin Bruun-Hansen, ud over at levere både nyheder og mere undersøgende journalistik til alle platforme, vil få et særligt fokus på at skabe nye fortællerammer for redaktionens journalistik.
Meget af arbejdet vil handle om at omsætte kompleks research til en visuel fortælling, der inddrager brugeren.
»Hvis vi – og andre – for alvor skal udnytte de digitale platforme, skal vi gå fra at sige det rigtige til at gøre det rigtige,« siger han.
»Det skal markeres i vagtplanerne, at der er afsat tid, som ikke er øremærket research og skrivefase, men som skal bruges til at udvikle måden, historien fortælles på. Den tid vil der stå Kerstin på. Det bliver spændende, og jeg glæder mig.«
Palet af digitale værktøjer
Journalistens vision er at udvikle en palet af digitale værktøjer, som alle på redaktionen kan bruge. Det kan være værktøjer, der minder om den online-matrix over kildernes medietække, Journalisten introducerede i sommeren 2013.
Kerstin Bruun-Hansen overtager stillingen fra Andreas Marckmann Andreassen, der 1. oktober blev digital redaktør på Journalisten.
»Vi er midt i et journalistisk paradigmeskift. Hvor vi før skrev enten til magasin eller web, skal vi i dag publicere der, hvor historien bliver bedst fortalt. Vi skal også blive bedre til at bruge interaktive og visuelle virkemidler på Journalisten.dk til at fortælle vores historier, hvor vi i dag er for meget ren tekst og billede,« siger Andreas Marckmann Andreassen og fortsætter:
»Journalisten skal de kommende år også blive et eksperimentarium, hvor vi tør prøve kræfter med nye måder at formidle journalistik digitalt, hvor vi tør begå fejl, og hvor vi kan dele det, vi lærer, med læsere og kolleger.«
Kerstin Bruun-Hansen er uddannet fra Danmark Medie- og Journalisthøjskole og har taget sit sidste semester på American University of Beirut i Libanon. Hun har været aktivt bestyrelsesmedlem i KaJ, fagforeningen for de studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
6 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kresten: Ja, men det skyldes måske, at hverken diskriminationen eller den mangeårige overproduktion af mediefolk er noget, der ser ud til at optage - og da slet ikke bekymre - hverken forbund eller fagblad.
Jeg kan og skal ikke udtale mig om den konkrete ansættelse, men det undrer da også mig, at der til jobbene på Journalisten tilsyneladende aldrig skulle være kvalificerede ansøgere med masser af erfaring fra branchen..
Og for nylig kunne man her på siden læse et glimrende indlæg fra en tidligere journalist - nu buschauffør - som åbenbart havde fået at vide af vores fagforening, at der er formålsløst at søge job, når man er over 40 år !
Jeg gik i min naivitet og troede, at det først er, når man fylder 50, man pludselig bliver uduelig i dette fag, men nu er vi alle da i det mindste blevet så meget klogere på det..
Og i øvrigt medførte artiklen fra vores tidligere kollega overhovedet ingen respons.
Kære Finn, Sofie og Kim,
Det er fuldstændig håbløst at gøre én ansættelse til genstand for en principiel diskussion om diskrimination på arbejdsmarkedet.
Lige så håbløst er det at gøre de problemer, som henholdsvis unge og gamle oplever på arbejdsmarkedet til en kamp mellem grupperne. Det burde i stedet være en fælles kamp for et mere rummeligt og fordomsfrit marked til gavn for alle medlemmer - også dem som ikke er "marginaliseret".
Så sig lige tillykke til Kerstin, Øjvind, Journalisten og os læsere med, at førstnævnte har fundet et fedt job, og sidstnævnte har fået en pisse dygtig journalist, som skal være med til at udvikle og kvalificere den meget væsentlige debat i efterspørger, nemlig hvordan vi får gjort plads til alle og undgår de fordomme, som tilsyneladende eksisterer i det danske medielandskab.
Vh Kresten
Hej Sofie.
Du har ikke ret. Blandt de nyuddannede er to tredjedele i job efter et år (I de gode tider var det efter et halvt år). Er man ledig og over 45-50 år og ikke et kendt ansigt, kan der gå år, og ofte ryger man bare ud af faget. Det er sket for mange af Kreds Fyns erfarne medlemmer. Der er en massiv aldersdiskrimination på mediejobmarkedet. Ikke en gang vikariater kan man få. Det er godt, at det også er en del af den kommende ligestillingskonference, som HB-medlem og ligestillingsansvarlig Villy Dall har fået igennem.
Men derfor kan Kerstin jo godt være det rette valg i denne situation.
Som relativt nyuddannet journalist synes jeg det er fedt, at I satser på en yngre medarbejder, der ikke nødvendigvis kommer med ti års erfaring. Til Kim Ravn-Mortensen kan jeg hilse og sige, at de unge, nyuddannede har mindst ligeså svært ved at få foden indenfor, fordi vi bliver vraget på manglende erfaring. Der går masser af potentiale og energi til spilde blandt nyuddannede journalister, der ikke som de ældre kolleger har det samme netværk at trække på. Så godt valg Journalisten.
Kære Kim
Det er en relevant problemstilling du rejser - tak for det.
Selv var jeg pavestolt over at jeg som 48-årig var i stand til at erobre redaktørjobbet - tænk at man skal føle sig udfordret på sin alder allerede der.
Vi har ikke i vores ansættelsesprocedure valgt efter alder. Vi har valgt den, der i ansøgning og samtale viste sig at matche opslaget bedst.
Kort sagt: Den bedste.
Det er et valg, jeg er meget glad for.
Med venlig hilsner
Flere