Troels Evold Widding skal fra august måned og i et halvt år frem være redaktør-vikar på fagbladet Journalisten, mens Jakob Elkjær er journalistisk fellow på SDU.
En enig hovedbestyrelse har besluttet at ansætte Troels Evold Widding, der i to år hen over årtusindskiftet selv var journalist på Journalisten, inden han gik ind i magasinbranchen som redaktør på magasiner som Vagabond, Where2Go og det nu lukkede Arena.
»Jeg glæder mig til at søge ind i kernen af vores fag igen og diskutere mange af de problematikker, som jeg slæber rundt på oven i hovedet i forvejen,« siger han.
Troels Evold Widding vil fastholde Journalistens nuværende mediekritiske kerne, som han er glad for. Samtidig vil han bruge sin magasinerfaring til at udvikle bladets visuelle og sproglige side.
»Jeg synes, at magasinet er meget tæt på, hvor det skal være, men tror på, at jeg kan være med til at gøre det mere spændende visuelt og fortællemæssigt,« siger Troels Evold Widding.
Uddrag af Troels Evold Widdings CV :
1971: Født i København
1996: Praktik på Journalisten og DR FYN
1999-2000: Er som journalist på Journalisten med til at vinde Berlingske Tidendes journalistpris.
2000: Redaktør på rejsemagasinet Vagabond
2001: Chefredaktør på Chili
2005: Redaktionschef på Where2Go
2006: Chefredaktør på Arena, som lukker i 2009 med henvisning til annoncemangel under krisen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.