Førende sociale medier fjerner kun en lille del af den antisemitisme, brugerne lægger ud på platformene.
Det er konklusionen i en ny rapport af Center for Countering Digital Hate (CCDH) – en international nonprofit-organisation.
CCDH indsamlede og indrapporterede 714 opslag med jødehad på Facebook, YouTube, TikTok, Twitter og Instagram i maj og juni. Platformene reagerede på 16 procent af dem.
En del af opslagene bød også på Holocaust-benægtelser. Blandt dem reagerede platformene på 20 procent.
Facebook, Twitter, YouTube og TikTok anerkender ifølge The Guardian kritikken.
”Vi anerkender, at der er mere at gøre, og vi vil fortsætte med at lytte og integrere interessenternes feedback i denne løbende indsats,” siger en Twitter-talsperson ifølge avisen.