Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
14:22 01.03.2023 Anna Sol Jørgensen

Ny rapport: Danskerne har en sund skepsis over for algoritmer

Det er de færreste danskere, der har høj tillid til de algoritmer, der styrer, hvad vi ser i vores feeds på sociale medier, og hvad vi bliver foreslået i Spotify og annoncer.

Det fremgår af en ny rapport fra ’Citizens, Digitalisation and AI (CDAI)’ ved Digital Democracy Centre under Syddansk Universitet.

Af rapporten fremgår det, at kun syv procent af danskerne har høj tillid til algoritmerne. For mændenes vedkommende er det ni procent, mens det for kvinder er seks procent. De danske mænd er dog også dem, der har lavest tillid til algoritmerne. 24 procent af mændene svarer således, at de har lav tillid til dem, mens 16 procent af kvinderne svarer det samme.

Langt størstedelen af danskerne – 77 procent af kvinderne og 68 procent af mændene – svarer, at de har mellemhøj tillid til algoritmer.

”Den ganske store mellemgruppe (73 procent) kan givetvis være et udtryk for, at algoritmer og automatiserede beslutningssystemer for mange er et ganske abstrakt koncept, og at tilliden til disse afhænger af, i hvilken kontekst de optræder. Den store mellemgruppe kan derfor også yderligere ses som et udtryk for, at der blandt danskerne eksisterer en slags ’sund’ skepsis over for disse relativt nye teknologier,” står der i rapporten.

SENESTE NYT

Flere nyheder