Den danske journaliststand kan fra i år gøre sig fortjent til endnu en pris, der hylder journalistikken.
Frirummet, der er en organisation samlet under Friskolerne, Højskolerne og Efterskolerne, har nemlig stiftet en ny pris ved navn Folkets Journalistpris, der uddeles første gang i år.
Prisen på 50.000 kroner gives til journalistik, der styrker den offentlige samtale, og som noget særligt vil unge have en afgørende stemme, når der skal vælges en vinder af prisen.
”Vores intention med prisen er at prikke til og dermed synliggøre en dybt problematisk tendens: At konflikter og konfrontationer, hits, clicks og likes er mere styrende for den journalistik, vores folkestyre formidles gennem, og vi som folk præsenteres for, end fællesskabet, løsningerne, nuancerne og dilemmaerne,” siger Lisbeth Trinskjær, formand for Højskolerne, i en pressemeddelelse.
Der er åbent for indstillinger til prisen frem til 3. april 2022. Herefter tager juryen stilling til vinderprojekterne med afsæt i nøgleordene fællesskab, inspiration, nuancer og tillid.