Ny pris til undersøgende dokumentarfilm

Dansk Journalistforbund, TV Gruppen og CPH:DOX uddeler international pris. Med prisen følger 5.000 euro

Dansk Journalistforbund, TV Gruppen og CPH:DOX har indstiftet en ny pris, F:ACT AWARD, der skal hylde undersøgende, journalistiske dokumentarer. Med prisen følger 5.000 euro.

Det skriver CPH:DOX i en pressemeddelelse.

Formand i Dansk Journalistforbund (DJ), Mogens Blicher Bjerregård, forklarer i meddelelsen, at F:ACT AWARD skal udbrede kendskabet til den undersøgende journalistik.

”Vi håber, at prisen kan inspirere til, at der bliver produceret flere danske journalistiske dokumentarfilm – også gerne af de etablerede medievirksomheder, som har redaktionelle kræfter til at gøre det.”

Da CPH:DOX blev grundlagt for 11 år siden, var dokumentarfilmen som genre stadig en ”lukket klub” uden det store biografpublikum og uden den store relation til andre genrer.

”Fra de tidlige år har det været festivalens ambition at åbne dokumentarfilmen op i forhold til omverdenen – at undersøge dens grænseflader i forhold til alt fra fiktion til billedkunst, live performances og den politiske debatkultur. Det projekt er i stor stil lykkedes – godt båret på vej af en overvældende strøm af film, der på udfordrende og intelligent vis har bevæget sig ind i forskellige former for hybrid genre-praksis. Hos CPH:DOX er det vigtigt, at filmene i FACT:AWARD afsøger nye tendenser og forsøger at skabe social forandring,” understreger festivaldirektør Tine Fischer i pressemeddelelsen.

Fakta om F:ACT AWARD

• CPH:DOX nominerer minimum 10 film på baggrund af indstillinger og research. De 10 film vil blive offentliggjort i løbet af uge 41.

• De nominerede film vil blive vist under CPH:DOX, der i år løber af stablen den 7.–17. november.

• En international jury udvælger vinderen, som modtager prisen til CPH:DOXʼ afslutningsgalla den 15. november. Juryen består af medlemmer udvalgt af Dansk Journalistforbund, TV Gruppen og CPH:DOX i fællesskab. Der bliver i udvælgelsen lagt vægt på højtprofilerede medlemmer, der har erfaring med undersøgende journalistik og/eller dokumentarisme. Juryen bliver offentliggjort senere.

• Dansk Journalistforbund og TV Gruppen sponserer prisen på 5.000 euro.

0 Kommentarer