Hvilken person, myndighed, organisation, forening er bedst til at lukke ned for pressens irriterende spørgsmål?

Det spørgsmål stiller vi os ofte på Journalisten – ikke mindst fordi der gang på gang dukker nye kandidater op. Det seneste meget omtalte behøver vi næsten ikke nævne, da det pinlige optrin blev både optaget og vist:

Da TV 2 Fyns reporter Mette Kimose – uden forudgående tilladelse! – tillod sig at stille et spørgsmål til transportministeren, som ministeren ifølge lokale medier i flere uger er veget uden om, fik hun en regulær overhaling af både minister og rådgiver.

Lukkethed, der bliver kastet lys på, har det med at virke omvendt. De udstiller sagen i stedet for at lukke den. Transportsministeriets afsporing virkede altså ikke – fordi den blev blæst ud på alle medier.

Journalisten indkalder nu eksempler på lukkethed. Lukkethed kan optræde i hele det journalistiske forløb. Det gælder nej til aktindsigt, nej til interview. Begrænsende interviewkontrakter. Forsøg på at overtage redigering. Det gælder også usaglige forsøg på at stoppe relevante historier ved at svare uden om via mailboksen ”til baggrund”.

Vi lover at vurdere hvert enkelt eksempel. Og vi lover at præsentere de bedste lukkethedsmanøvrer, så godt vi kan. Og vi kårer en vinder. Vi begynder med et eksempel, vi selv er faldet over.

Den 6. maj gav Justitsministeriet pressen mindre end 20 minutter til at læse en rapport på 143 sider bestående af 16 kapitler og 31 siders bilag. Rapporten var nok så væsentlig. Det var evalueringen af terrorindsatsen efter angrebene i København i februar. Hvem havde ansvaret for hvad?

Men de reportere og redaktører, Journalisten har talt med, giver en samstemmende beskrivelse. Formålet med pressemødet var ikke at kaste lys over land. Tværtimod var det at forhindre pressen i at stille de mest nærgående og relevante spørgsmål, da rapporten breakede.

Selve chikanen i form af alt for sent udleveret materiale kunne godt kalde på en pris i sig selv. Men Journalisten indstiller i stedet den efterfølgende parering fra Justitsministeriet til prisen.

Justitsministeriet afviser fuldstændigt at stille op til interview, hvor vi spørger ind til planlægningen af pressemødet. De vil heller ikke svare på konkrete spørgsmål om den aktuelle sag per mail. I stedet har de fremsendt et generelt udsagn, der er så indholdsløst, at der ikke er grund til at citere det her.

Det er kort sagt samlet udtryk for enestående lukkethed.

Men er det allerede vinderen, vi har her? Eller har du et bedre eksempel? Lad os høre!

Kun ved at fremhæve og udstille lukketheden, når medierne rejser relevante sager, kan vi kæmpe for åbenheden.

Vi uddeler prisen til maj 2016. Vinderen får en hængelås. Uden nøgle.