Ny pressechef vil gøre Mærsk mere åben

Mærsk skal fortsætte udviklingen mod en mere åben organisation, mener den nye pressechef, Louise Münter. Hun mener, at striden mellem pressen og kommunikatørerne er røget ud af proportioner. 

Mærsk skal fortsætte udviklingen mod en mere åben organisation, mener den nye pressechef, Louise Münter. Hun mener, at striden mellem pressen og kommunikatørerne er røget ud af proportioner. 
Når Louise Münter starter som pressechef i A.P. Møller-Mærsk til juli, så er den overordnede opgave egentlig den samme som den, hun havde i DONG Energy. Det handler om at gøre organisationen mere åben og fremtrædende i offentligheden.

»For fem år siden var DONG en ukendt og tilbagetrukket organisation. Det er den ikke længere i dag. Man kan ikke sige, at A.P. Møller-Mærsk er ukendt, men jeg håber, at jeg kan være med til at gøre det mere åbent. Den strategi har man arbejdet på i flere år, men det er en hel supertanker, man er i gang med at vende,« fortæller Louise Münter til Journalisten.dk.

Ligesom DONG er Mærsk en stor spiller inden for sit felt, og det er blandt andet derfor, Louise Münter skifter. Hun vil være et sted med stor samfundsindflydelse – og hos Mærsk rækker den også ud over landegrænserne.

»Det er mit indtryk, at man kender mest til den danske historie om A.P. Møller-Mærsk i den danske offentlighed. Men i virkeligheden sker der meget mere uden for Danmarks grænser, som betyder en masse. Det kan have en enorm betydning for et område eller et land, hvis de får mulighed for at shippe deres varer. Det er den slags store historier om forretningen, jeg gerne vil være med til at udbrede,« fortæller Louise Münter.

Med jobskiftet til Mærsk mister hun både arbejdsområder og ansatte. Fra at have ansvaret for både ekstern og intern kommunikation og CSR og stakeholder-relationer skal hun nu kun stå for pressen. Fra at have 17 ansatte under sig får hun nu ingen.

»Pressearbejdet har altid været min yndlingsbeskæftigelse, jeg har selv arbejdet som journalist, og jeg startede også som pressechef,« siger Louise Münter,

Hun mener, at stridighederne mellem journalister og kommunikationsfolk er røget ud af proportioner.

»For mig at se udfylder jeg en servicefunktion over for journalisterne, hvor jeg hjælper dem med at gøre deres arbejde. Det fremstilles oftere og oftere som en kamp, hvor man taler om spindoktorer på den ene side og journalister på den anden. Det har jeg meget svært ved at få øje på. Man taler kommunikationsfolkenes magt op. Jeg anser ikke mig selv som nogen spindoktor,« siger Louise Münter.

Er det i din interesse netop at tale din rolle ned, så journalister ikke ser dig som en modspiller og derfor er mindre kritiske over for dine budskaber?

»Jeg tror ikke, de journalister, jeg er i kontakt med, synes, jeg taler mig selv ned,« siger hun.

Med ingen direkte ansatte under sig kan Louise Münter melde sig ind i Dansk Journalistforbund (DJ) – og dermed ind i diskussionen om, hvorvidt der er plads til både kommunikatører og journalister under samme tag.

»Jeg har slet ikke overvejet, om jeg skal melde mig ind i DJ. Jeg ved heller ikke, om journalister og pressechefer skal dele samme forbund, men jeg synes, at grænsen bliver trukket for hårdt op. Jeg er lige så interesseret i journalistik som alle andre journalister,« siger Louise Münter.

0 Kommentarer