Om mindre end fire uger skal medier og kommunikationsarbejdspladser ansætte nye praktikanter til Store Match Dag, bedre kendt som panikdag.
Meningen har været, at en ny praktikantaftale skulle have været forhandlet på plads inden panikdagen 8. november. Praktikantaftalen er den overenskomst, som fastsætter løn- og arbejdsvilkår for studerende i lønnet praktik i mediebranchen.
Men det kommer næppe til at ske. Det fortæller Tine Johansen, næstformand i DJ, der forhandler aftalen med arbejdsgiverne. Dermed bliver aftalen ikke klar til at gælde for studerende med praktikstart til februar.
”Vi havde oprindeligt sat deadline med udgangen af september. Og vi havde virkelig håbet, at vi kunne blive færdige, så dem, der skal søge praktik i november, ved, hvilke vilkår de er ansat på. Men det virker ikke realistisk nu,” siger hun.
Én stor knast tilbage
Tine Johansen fortæller, at forhandlingsparterne fortsat bokser med en stor knast, som de ikke kan blive enige om. Men af hensyn til forhandlingerne vil hun ikke gå i detaljer med, hvad uenigheden går på.
Handler den knast om lønnen?
”Nej, der hvor vores uenighed står lige nu, handler det ikke om løn,” siger Tine Johansen.
Som Journalisten tidligere har beskrevet, har et af de centrale temaer i forhandlingerne været lønnen. I dag får praktikanter 16.621 kroner om måneden, og arbejdsgiverne er gået til forhandlingsbordet med ét krav: Lavere praktikløn.
Det krav har DJ været villig til at imødegå mod til gengæld at få mere læring i praktikken. Konkret handler det blandt andet om aftaler om uddannelse af praktikantvejledere, produktionsfrie læringsdage og systematisk feedback.
Alle har brug for afklaring
Det ærgrer Tine Johansen, at de besværlige forhandlinger betyder, at den nye aftale ikke når at falde på plads tids nok til at gælde næste kuld praktikanter, der starter til februar.
”Det er frygteligt ærgerligt. For alle har brug for afklaring snart. Men vi mener alle, at når man bliver ansat i praktik, så skal man kende de vilkår, man starter på. Og ingen vil opleve, at vilkårene ændrer sig undervejs i praktikforløbet,” siger Tine Johansen.
Hun gætter på, at den nye aftale – når den er forhandlet på plads – vil blive skubbet, så den gælder for studerende, der starter i praktik til august og fremefter.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
"Det krav har DJ været villig til at imødegå mod til gengæld at få mere læring i praktikken." (citat fra artiklen)
imødegå/imødekomme? Jeg tror, at "imødegå" betyder afvise eller parere. Mens "imødekomme" betyder acceptere. Hvad skete der?