En ny medielov vedtaget af Polens parlament kan ifølge kritikere tvinge den regeringskritiske tv-kanal TVN24 til at lukke. Det skriver Ritzau/Reuters.
TVN24 er ejet af den amerikanske medievirksomhed Discovery. Og den nye medielov forbyder netop ikke-europæisk ejerskab af medier i Polen.
Ifølge regeringen skal loven beskytte polske medier mod kinesisk og russisk indflydelse. Loven blev vedtaget fredag under en hasteafstemning i Polens parlament.
I en udtalelse fra Discovery siger virksomheden:
”Udfaldet af dagens overraskende afstemning i Polens parlament bør give anledning til dyb bekymring for ethvert selskab, der investerer i Polen, og til enhver, som bekymrer sig om demokrati og pressefrihed.”