Hakon Mosbech overtager jobbet som vært for 'Mennesker og Medier' på P1. Lasse Jensen stopper efter 13 år for at rejse mere og få tid til at skrive. Mosbech er medstifter af medieselskabet Zetland, som fremover skal producere programmet.
»Jeg og Zetland føler, det er en kæmpe ære at følge efter et ikon som Lasse Jensen. Han har været en virkelig stærk stemme i dansk journalistik og en institution i mediedækningen. Det er nogle store sko at udfylde,« siger Hakon Mosbech.
Kontrakten mellem DR og Zetland blev først underskrevet i går eftermiddag.
»Det er også derfor, der ikke ligger et fuldstændigt skræddersyet koncept klar endnu,« siger Mosbech.
Bliver et morgenprogram
Men det står allerede nu klart, at der kommer til at ske nogle forandringer med programmet, når Hakon Mosbech sender første gang 1. oktober.
Først det, der ikke bliver lavet om:
»Ligesom i dag vil det være et kritisk mediemagasin, som tager fat på de store mediehistorier, institutioner og tendenser med samme perspektiverende og – forhåbentlig – troværdige mål,« siger Mosbech og tilføjer:
»Det er vigtigt at sige, at vi viderefører mange af de ting, der er i 'Mennesker og Medier' nu. Jeg har også lavet en del digital journalistik, men det betyder ikke, at vi nu kun vil fokusere på de digitale medier. Der vil stadig være et meget bredt fokus, og vi vil stadig have meget om de klassiske medier,« siger han.
Så til det nye: Blandt andet flytter programmet til klokken 9 fredag morgen, i stedet for eftermiddagen, hvor det ligger i dag. Det sker som en del af relanceringen af P1. Det er »fuldstændig åbent«, om programmet skal hedde 'Mennesker og Medier' eller noget andet.
Hakon Mosbech fortæller også, at det nye program vil finde flere kilder uden for medierne.
»Noget af det, vi har på tegnebrættet, er at udvide det felt af kilder, vi taler med. Vi vil stadig gerne høre de centrale mediechefer og komme ind i mediernes maskinrum, men vi vil også ud på den anden side: Hvad betyder medierne for brugerne?«
Vil lære af Zetland Live
Hakon Mosbech peger på den sommerserie, 'Mennesker og Medier' kørte sidste år. Her var Mosbech selv gæstevært i en udsendelse.
»Der interviewede jeg blandt andet en hjerneforsker, som fortalte, hvordan vores forbrug af hurtige nyheder og sociale opdateringer påvirker vores hjerner – rent neurologisk. Den type kilder er meget interessante, fordi de bevæger sig uden for det traditionelle mediefelt. Dem vil vi nok have flere af.«
Hakon Mosbech fortæller også, at programmet skal lade sig inspirere af de Zetland Live-arrangementer, som Zetland laver. Det er en blanding af live-optrædener og journalistik, der blandt andet byder på interview, debat og foredrag live fra en scene.
»Nogle af de formmæssige ting, vi laver i Zetland Live, tror jeg også, vi vil tage med ind i 'Mennesker og Medier'. Vi kan bruge noget af den erfaring, vi har med at fortælle live-historier på en original og medrivende, men samtidig seriøs måde.«
Der har også været mere utraditionelle greb i Zetland Live, for eksempel musik, dans og digtoplæsning. Dem kommer vi ikke til at høre i det nye P1-program, understreger Hakon Mosbech.
»Der kommer ikke live-musik og den slags i programmet. Det er mere den ånd og de fortællemæssige greb, vi bruger i Zetland Live, som jeg tager med. Mere kan jeg ikke sige nu.«
Hakon Mosbech har tidligere arbejdet for blandt andre Politiken, Euroman og Foreign Affairs.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.