Der bliver ingen ny offentlighedslov på denne side af sommerferien, siger justitsministeren. Offentligheds-forkæmpere ser udskydelsen som et positivt tegn.
Tidligst i efteråret 2012 kan forslaget om en ny offentlighedslov komme til afstemning. Det fastslår justitsminister Morten Bødsskov over for Information.
»Udrulningen af et regeringsgrundlag tager tid, og lige nøjagtig det her projekt er et større projekt, men vi har forpligtielse til at løse opgaven, som den tidligere regering ikke kunne finde ud af at løse, og det går vi i gang med,« siger justitsministeren til Information.
Og til spørgsmålet om det bliver inden sommerferien, vender han tommelfingeren ned.
»Nej, det når vi ikke.«
Udskydelsen af offentlighedslov-revisionen modtages dog delvist positivt af nogle af de aktive parter i offentlighedsdebatten.
»Forhåbentlig skyldes ventetiden, at der vil blive taget grundigt stilling til den kritik, der har været i høringssvar og andet. Vi skal have en lovgivning, der giver mere offentlighed og åbenhed i Danmark,« siger DJ's formand Mogens Blicher Bjerregaard til Information.
Og det tror journalisten Lars Rugaard, at det skyldes.
»Det lyder som om regeringen ikke vil haste noget igennem, der minder om den tidligere regerings lovforslag. Det er positivt,« siger Rugaard, der blandt var medforfatter til en hvidbog om offentlighedsloven, der gik i kødet på den tidligere regerings forslag.
Den tidligere regerings lovrevisions-forslag var især kritiseret på grund af dens § 24, der handlede om at dokumenter, der udveksles mellem ministerier i forbindelse med 'ministerbetjening', skal fritages for aktindsigt.
Venstrefløjen har tidligere været kritiske over for indsnævring af offentligslovens dækning og § 24 især, og offentligheds-forkæmpere håber, at regeringen derfor vil komme op med et forslag uden ministerbetjenings-paragraffen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.