Det første, han siger i telefonen, er:
»I al respekt for Mogens Jensens linje vil jeg ikke afstikke en ny kurs. Jeg fortsætter den kurs, der er lagt. Jeg har fået en overdragelse fra Mogens, og jeg fortsætter hans linje.«
Medieverdenen skal ikke forvente revolutioner i Socialdemokraternes mediepolitik, bare fordi Mogens Jensen efter ni år på posten har overdraget ordførerskabet til Troels Ravn.
Socialdemokraterne er fortsat optaget af at skabe public service – især for børn og unge. Og så skal DR i fremtiden også have en stærk dækning uden for hovedstaden, gerne i samarbejde med lokalpressen, lyder meldingen fra Troels Ravn. Om magtforholdet mellem DR's regioner og dagbladene, siger han:
»DR er ikke årsagen til problemerne. Det er meget mere nuanceret end som så. DR skal være til stede, hvor danskerne er. Også på nettet, hvor de unge henter deres indhold,« forklarer han.
Troels Ravn, der siden 2011 har siddet i folketingets kulturudvalg, siger, at Mogens Jensen har overdraget ham ordførerskabet via et arkiv med sager og artikler – og samtaler.
»Han var en stærk ordfører og havde meget i sit hoved. Så alt er ikke skrevet ned.«
Troels Ravn er skoleleder og betegner sig selv som en ivrig medieforbruger af både underholdning og viden. Han er også flittig bruger af sociale medier, især Facebook. Han kommer fra Vejen og lærte tidligt at læse – blandt andet Horsens Folkeblad. I skolen var Aktuelt hans foretrukne avis, hvor han blandt andet fulgte sportsjournalisten Knud Lundberg.
»Jeg læste avis fra barnsben og har et kærlighedsforhold til den trykte avis. Selv om jeg kan se alle aviserne på min iPad, er der ikke noget som at læse avis på papir. Godnatlæsningen skal helst være den trykte udgave af de regionale og landsdækkende aviser.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.