Ny britisk lov gør det muligt at idømme fotografer 10 års fængsel for at fotografere politibetjente og soldater i arbejde. Det strider mod menneskerettighederne, mener mediejurist.
Fremover kan fotografer risikere op til 10 års fængsel for at fotografere britiske soldater, efterretningsfolk eller politibetjente. Det er konsekvensen af en udvidelse af anti-terrorlovgivningen i England, som skal hindre potentielle terrorister i at indsamle oplysninger om terrormål. Loven træder i kraft 16. februar, skriver djfotograferne.dk .
Det britiske fotografforbund, British Journal of Photography, erkender på baggrund af udtalelser fra politimyndigheder og premierminister Gordon Brown, at fotografer fremover i højere grad kan forvente at blive tilbageholdt og afhørt, når de fotograferer på offentlige steder.
Uden at kende nærmere til den specifikke britiske stramning af anti-terrorlovgivningen vurderer mediejuralektor på Journalisthøjskolen Oluf Jørgensen, at en sådan indskærpelse er i klar modstrid med Menneskerettighedskonventionens paragraf 10, fortæller han til Journalisten.dk.
Den nuværende anti-terrorlovgivning giver dog allerede politiet ret til at tilbageholde enhver, som fotograferer politibetjente i arbejde. Således er der i England flere eksempler på fotografer, som er blevet arresteret for at have taget billeder under såvel lovlige demonstrationer som private bryllupper. Senest forsøgte en politibetjent af fraviste kameraet fra en fotograf, da han i London 24. januar dækkede en demonstration mod BBC's dækning af Gaza-konflikten.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.