Ny Lorry-direktør: »Tung arv at løfte efter Tschernia«

TV 2’s marketingchef bliver ny direktør for TV 2 Lorry. Han vil bl.a. udnytte sociale medier til at komme tættere på borgerne: »Det kan godt være, at verden bliver større og mere polariseret - men jeg har en klippefast tro på, at vi stadig kan noget som regionalstation,« siger han

Det er en æra, der slutter, når TV 2 Lorrys direktør, Dan Tschernia, den 1. januar stopper efter 25 år på posten. Ny mand i direktørstolen bliver Morten Kjær Petersen, skriver TV 2 Lorry i en pressemeddelelse.

Morten Kjær Petersen kommer fra en stilling som marketingchef for TV 2, men har tidligere arbejdet med regionaljournalistik som chefredaktør på P4.

»Med den her stilling vender jeg tilbage til en af de gamle passioner, jeg har, som handler om at lave regionaljournalistik. Jeg er stor fan af at være tæt på de folk, man sender til,« siger Morten Kjær Petersen til Journalisten.

Vil gøre det på sin egen måde

Den nye Lorry-direktør kan godt mærke presset over at skulle overtage jobbet efter en direktør, som har siddet så længe på posten

»Det er en tung arv at skulle løfte efter Tschernia. Han har været med til at starte stationen op og er lidt af en founding father. Jeg vil ind og gøre det på min måde. Men jeg vil da håbe, at Dan kan kigge tilbage og sige, at det er gået meget godt,« siger Morten Kjær Petersen og tilføjer:

»Mit vigtigste job bliver at sikre, at Lorry bliver ved med at være vigtig for folk i regionen i en virkelighed, hvor tv-vanerne ændrer sig drastisk. Jeg vil tage fat fra en ende af og se på, hvad der virker, og hvad vi kan blive bedre til.«

Tættere på borgerne med sociale medier

Noget af det, Morten Kjær Petersen allerede nu ved, at han vil fokusere mere på, er at bringe TV 2 Lorry endnu tættere på borgerne. Det skal blandt andet ske ved brug af sociale medier, fortæller han:

»Jeg har arbejdet med at opbygge de sociale medier på TV 2-kanalerne. Der kan man se, hvor villige folk er til at dele indhold og fortælle om deres eget liv, der hvor de er. Dér ligger nogle muligheder for at komme tættere på folk,« siger Morten Kjær Petersen.

Han vil også gøre mere aktivt brug af TV 2 Lorrys Repræsentantskab som et middel til at komme tættere på borgerne i sendeområdet. Repræsentantskabets medlemmer udpeges af TV 2 Lorrys bestyrelse. 

»Repræsentantskabet består af en hel masse borgere, som bor i området. Det er oplagt at gå ud og spørge dem ’hvad synes I om det, I ser?’. Der bor jo små to millioner mennesker i regionen. Dermed er der også to millioner meninger om, hvad vi skal sende. Vi skal ikke kun være noget for dem, der bor på Østerbro. Vores opgave er at give bud på, hvordan vi favner dem alle sammen,« siger den nye direktør.

Mediebevågenhed på hovedstaden giver mulighed for perspektivering

Morten Kjær Petersen synes især, det er spændende at skulle sende til netop hovedstadsregionen.

»Jeg ser det som et stort privilegium at få lov at sende i den tættest befolkede region i Danmark. Vi rummer rigtig meget i hovedstadsområdet,« siger Morten Kjær Petersen.

Men er det ikke også en udfordring at skulle finde sine historier i en region, hvor der er så meget mediebevågenhed?

»Det kommer an på, hvor man fokuserer hen. På P4 København var der også en vedtagelse om, at det var svært. Men den køber jeg ikke. For ja, der er stor bevågenhed – men det betyder også, at man får hjælp fra 19-nyhederne. Det giver mulighed for at perspektivere,« siger Morten Kjær Petersen.

Klippefast tro på regional-tv

Den nye direktør er heller ikke bekymret for, at regionalstationerne mister deres betydning i den nye medievirkelighed:

»Det kan godt være, at verden bliver større og mere polariseret – men jeg har en klippefast tro på, at vi stadig kan noget som regionalstation. Vi er stadig rigtig meget her, hvor vi bor,« siger han.

Direktørskiftet sker efter et år, hvor TV 2 Lorry har været i modvind, efter at Journalisten kunne fortælle, at regionalstationen har trukket 177.000 kr. på licensmidlerne for at dække et underskud i medlemsklubben Club Lorry.

Et notat fra Kulturministeriet fastslog senere, at medlemsklubben var ulovlig, og Club Lorry blev nedlagt 1. september.

 

1 Kommentar

Bent Johansen
17. NOVEMBER 2014
Morten Kjær Petersen må være
Morten Kjær Petersen må være en meget beskeden mand, eller også er det hans snart fortid som marketingchef, der skinner igennem ved hans udnævnelse til direktør for TV2 Lorry.
Han mærker et pres og et tungt ansvar ved at afløse Dan Tschernia. Det behøver han såmænd ikke. Det kan ikke være så svært at følge efter Tschernia og gøre det bedre. Dan har haft 25 år til at gøre TV2 Lorry til en seværdig station. Er det lykkedes???
Hvis man ser de andre regionalstationer, bl.a. TV2 Øst fra det øvrige Sjælland, vil man hurtigt opdage, at TV2 Lorry ikke er den skarpeste kniv i skuffen.
Som seer må man håbe, at Morten Kjær Petersen kan gøre det bare lidt bedre. Han har ret i, at regionalstationer bør være en fast del af TV2`s tilbud til seerne, og det kan han hjæpe med ved at gøre TV2 Lorry bare en lille smule mere seværdig.