Jacob Raith – tidligere journalist på Ekstra Bladet – sprang 1. januar ud som kommunikatør. »Jeg havde et godt job med gode penge, men jeg savnede følelsen af at lære noget nyt,« siger han til Journalisten.dk.
Jacob Raith – tidligere ansat på Ekstra Bladet, nu medejer af produktionsselskabet KONTRA produktioner – er klar i spyttet, når talen falder på den ulmende konflikt mellem journalister og kommunikatører i Dansk Journalistforbund (DJ).
»Det er en dum diskussion, hvor nogen tror, at de er finere end andre. Det tjener ingen med den holdning,« siger Jacob Raith til Journalisten.dk.
Han forlod 1. januar Ekstra Bladet – sin arbejdsplads gennem tre år – for at starte produktionsselskabet KONTRA produktioner med to tidligere studiekammerater. Her fokuserer de primært på at lave videoløsninger til kunder i erhvervslivet.
»Hvert år spytter skolerne masser af nye journalister ud, og hvis vi ikke vil kæmpe om de samme jobs, er vi nødt til at udvikle os selv og journalistikken.«
Sammen med sine to kompagnoner – Toke Christensen, der blandt andet har været freelance videojournalist i Shanghai, og Mikkel Dahlgren Faurholdt med en fortid på DR's Aftenshowet – havde Jacob Raith gennem længere tid overvejet at forlade de trygge rammer og gå solo.
»Vi havde lyst til at stå på egne ben. Vi ville selv styre vores karrierer, og vi savnede at udvikle os fagligt. På sigt håber vi selvfølgelig, at vi får en masse faste kunder, men det handler først og fremmest om, at vi hele tiden bliver bedre og tænker nyt.«
I første omgang var planen at starte et produktionsbureau med fokus på tv-løsninger og dokumentarudsendelser, men en hurtig afsøgning af markedet afslørede, at KONTRA Produktioner ville få det økonomisk svært. Derfor traf iværksætterne et bevidst valg om at satse på kommunikationsbranchen. Men springet fra journalistik på Ekstra Bladet til kommunikation var ikke stort.
»Ekstra Bladet er bare en måde at vinkle på, og jeg har aldrig tænkt, at avisen leverer hele sandheden.«
Og netop vinklingen har KONTRA Produktioner taget til sig.
»Vi bruger journalistikkens værktøjer til at levere produktet til vores kunder. Et af de værktøjer er vinkling. Hvor mange kunder præsenterer en idé, forsøger vi at levere en skarp vinkel, når vi har talt med dem. Derefter prøver vi at bibeholde det journalistiske fokus – selvfølgelig i samspil med kunden,« siger Jacob Raith.
En af jeres opgaver har blandt andet været for Kopenhagen Fur, der har fået mange tæsk i medierne. Som tidligere journalist på Ekstra Bladet hvordan har du med at lave opgaver for dem?
»Det har jeg det helt fint med. Det er åbenlyst, at vi laver kommunikation for Kopenhagen Fur, og så længe vi toner rent flag i forhold til produktet, så mener jeg ikke, at det er kontroversielt,« siger Jacob Raith.
2