Mens middagen blev båret ind til de DJ-delegerede forsamlet i Kolding, meldte David Wedege sig som kandidat til hovedbestyrelsen, uden selv at være til stede på delegeretmødet, hvor der er valg i dag mandag.
Der er intet i forbundslovene, der forhindrer en kandidat i at stille op, selv om han ikke er til stede, blot vedkommende har en lovlig stillerliste.
Journalisten har interviewet David Wedege via e-mail. Han arbejder som digital journalist på Nordiske Medier Aalborg.
”Jeg er fra en del af mediearbejdsmarkedet, der ikke har været særlig stærkt repræsenteret i DJ,” fortæller han.
David Wedege har en fortid som formand for KaJ og har lavet kredsarbejde.
”Jeg har således været inde i forbundets politiske cirkler, men også været på passende afstand i en god mellemtid,” forklarer han.
Er det realistisk at blive valgt, når man springer så sent ind?
”Køligt analyseret, så bliver det svært, fordi det smalle kandidatfelt er stærkt og seriøst. Min ambition har været at opnå stillernes tillid til mit ansvarsprojekt, og jeg er meget taknemmelig over, at jeg kunne sidde til en konfirmation søndag og på ganske få minutter opnå fuldt hus på en stillerliste in absentia.”
15 kandidater til 13 pladser
Med David Wedeges kandidatur er der i skrivende stund 15 kandidater til 13 pladser, ud over pladserne som formand og næstformand, som Lars Werge og Tine Johansen er eneste kandidater til.
Du kan se listen over kandidater og deres mærkesager her.
Hvad er din mærkesag?
”At bevare en meget stærk kerne af solidaritet. Det kan kræve, at vi må prioritere lidt skarpere for at følge med i en fremtid, hvor vi i mindre grad kan tage folks troskab for givet. Så vi skal eksempelvis kigge mere økonomisk på detaljerne og i hvert fald holde kontingenterne i ro. Der er mange ting, man kunne overveje at gøre anderledes, hvis DJ skulle skabes fra bunden i 2017. Og det spørgsmål skal fylde mere i politikudviklingen.”
Måtte melde afbud
David Wedege var oprindeligt valgt som delegeret, men blev forhindret i at møde op, forklarer han.
Hvorfor melder du dig først nu?
”Det er slet ikke så impulsivt, som det ser ud til. Jeg har fulgt kandidatsituationen såvel som alt andet i DJ tæt. Jeg er mere ude på ansvar, end jeg er ude på magt, og det er en helt naturlig følge af, at jeg altid har været aktiv som medlem, blandet mig i debatterne og fulgt DJ’s politikområder.”
Hvorfor skal man stemme på dig?
”Man skal dele sig efter anskuelser, og så skal man stemme på mig, hvis man er enig i det, jeg skriver i mit opstillingsgrundlag. Det er den rene vare. Jeg har aldrig været kongen af de intriger eller billig smisken, nogle politikere bruger som elevatorer. Jeg er mere optaget af værdier som samtale og deltagelse.”
Freelancerne i fokus
Her er et uddrag af det opstillingsgrundlag, David Wedege har afleveret til DJ:
”Vi har alt for længe ladet arbejdsgiversiden løbe med hele moderniseringsdagsordenen og fået arbejdstagerside til at fremstå som stillestående og gammeldags.”
”Jeg tror ikke, vi er særlig langt fra at finde arbejdsgiverne. De vil gerne have mere fleksibilitet ud af medarbejderne. Og vi vil gerne have ordentlig løn på et mere fleksibelt arbejdsmarked, så der ikke er lavtlønslommer som eksternt freelancearbejde.”
”Vi skal mene det med freelancevilkår dybt alvorligt. Uden uret og urimelighed bliver DJ også irrelevant for den voksende gruppe af freelancere på arbejdsmarkedet. Al betaling under områdets lavmål skal tages lige alvorligt. Om det er freelancearbejde eller fastansættelsesvilkår.”
”DJ skal kæmpe imod, at journalistuddannelsens praktiktid forkortes, for det vil amputere den del, der skiller journalistuddannelsen ud fra mængden.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.