Indonesiens nye regering har overraskende hurtigt givet landets presse noget, der minder om total pressefrihed. Og magasiner, der blev lukket af det gamle regime, er igen på vej på gaden. Regeringen har dog stadig mulighed for at lukke medier midlertidigt.

Siden den indonesiske præsident Suharto den 21. maj blev presset til at gå af, er reformerne – eller som man kalder det her »Reformasi« – for alvor fejet ind over verdens fjerde største land. Det gælder ikke mindst for medierne.
Med al respekt for den nye præsident Habibies underskrivelse af ILO-konventionen – der blandt andet sikrer fri ret til at oprette fagforeninger og tillader at oprette nye partier, som frit kan stille op til det valg, der er planlagt først i det nye år – så er det alligevel reformerne inden for den indonesiske presse, som falder mest i øjnene.
Lovgivningen kan ikke følge med. I stedet har den nye informationsminister, Muhammad Yunus, udstedt en stime af nye cirkulærer, som betyder, at den tidligere præsident Suhartos jernlænker nu formelt er klippet over. Reelt har pressen opført sig, som om det allerede skete med Suhartos tilbagetræden.
Ud over at journalister, som følge af underskrivelsen af ILO-konventionen, nu kan etablere fagforeninger, sikrer de nye cirkulærer, at der er en lignende frihed – både til at etablere nye medier og til at drive dem. Den nye minister har lovet, at ansøgninger om åbning af nye medier vil blive ekspederet på maks. tre dage.

Ugemagasiner genopstår
Midt i begejstringen må folkene bag to af de utallige medier, som Suharto-regimet lukkede nemlig DeTik og Tempo, unægtelig undre sig over, at de har fået den nye præsident Habibies opbakning til at genåbne.
Det var nemlig de to ugemagasiners afsløring af, at netop Habibie – som dengang var minister for teknologi – havde scoret kassen på indkøb af en serie godt brugte østtyske krigsskibe, der i 1994 førte til lukning af DeTik, Tempo og Editor. Sidstnævnte magasin blev lukket, fordi det satte daværende præsident Suhartos søn Tommy i forbindelse med en af de største skandaler i landets historie, den statsejede udviklingsbank Bapindos konkurs.
Minderne ser dog ikke ud til at kunne hamle op med den begejstring, som for tiden omfavner den indonesiske presse – og ikke mindst folkene bag magasinerne DeTik og Tempo. Begge magasiner har sat kursen mod genåbning hurtigst muligt.
Nemmest bliver det for DeTik, der udkom i en særdeles simpel S/H tabloid-version.

Reformasi-udgaver på vej
»Det er kun et spørgsmål om dage, inden det første Reformasi-nummer udkommer. Vi har endnu ikke fået en skriftlig tilladelse til at udkomme, men den slags småting betyder intet. Nu kan intet forhindre os i at genoptage udgivelsen af DeTik,« siger magasinets tidligere chefredaktør Eros Djarot.
Hos kredsen omkring magasinet Tempo er man tvunget til at fare mere med lempe. Tempo er simpelthen et langt større skib at få i vandet. Inden lukningen var Tempo, med et oplag på cirka 400.000 solgte eksemplarer, Indonesiens mest solgte. Magasinet var i gennemsnit på cirka 100 sider, hvoraf halvdelen var trykt i farver på glittet papir.
»Vi kan nu endelig begynde arbejdet med at lave nye planer for den indonesiske presse. Og i det nye mediebillede vil man helt sikkert kunne finde Tempo,« lover den tidligere redaktør Goenawan Mohammad.
Han er gået i spidsen for det omfattende arbejde, der skal til, før Tempo kan være klar til en genudgivelse. Hvornår er det umuligt at sige. Foreløbig er der oprettet komiteer, som arbejder med alt fra ansættelse af nyt personale til tegning af de nødvendige annoncer. Udfordringerne i det arbejde kommer stort set af sig selv. Siden Indonesien sidste sommer fik vredet armen rundt af den »Asiatiske krise«, er papir steget med 400%, mens salget af annoncer generelt er faldet med mindst 60%.

Opbakning til demokrati
»Uanset de vanskeligheder vi står over for, vil Tempo udkomme, og vi vil gøre alt for at give samfundet den opbakning, som det har brug for i etableringen af et demokratisk samfund,« siger Goenawam Mohammad. Han kan – trods de nye »frihedsbreve« fra den midlertidige regering til den indonesiske presse – godt risikere at få nye gammelkendte problemer, når Tempo atter udgives.
Kritiske røster har nemlig rejst sig. De nye cirkulærer rummer stadig muligheden for, at Informationsministeriet kan lukke et magasin. Ikke for evigt, men midlertidigt.
»Regeringen har stadig for megen kontrol over den indonesiske presse. Netop punktet om lukning af medier bør være konkret. Der bør være klare regler for, hvor længe regeringen kan suspendere en udgivelsestilladelse,« siger Eros Djarot.