Ny graverchef: »Medierne er ikke gode nok til graverjournalistik«

Politiken får en gravergruppe på fem mand med JP-journalisten John Hansen i spidsen. Journalisten.dk har talt med den nye graverchef. (opdateret 13:58)

Politiken får en gravergruppe på fem mand med JP-journalisten John Hansen i spidsen. Journalisten.dk har talt med den nye graverchef. (opdateret 13:58)

Fra 1. november følger dagbladet Politiken i hælene på Jyllands-Posten og Berlingske Tidende og opretter en gravergruppe.

Den vil ifølge pressemeddelelsen bestå af »i alt fem journalister dedikeret til den undersøgende journalistik på net og print.«

Den nye graverchef bliver John Hansen. Siden 2003 har han været chef for Jyllands-Postens undersøgende redaktion.

Det er ikke mere end tre uger siden, at Anne Mette Svane blev forfremmet til chefredaktør. I et interview til Journalisten.dk den 24. august bebudede hun, at den undersøgende journalistik skulle styrkes:

»Noget af det, vi kommer til at satse endnu mere på, er den dybdeborende journalistik. Vi vil dedikere nogle journalister til at arbejde med den undersøgende journalistik, for vi skal have flere afsløringer. Det skal ikke bare være nyheder, som man spytter ud igen, men nyheder, som kan overleve længere. Og som gør ondt på magthaverne – uanset om regeringen er borgerlig eller socialdemokratisk.«

I interviewet regnede hun med, at der ville gå et par måneder, før de nye satsninger var på plads, men offentliggørelsen af de nye graver-planer kommer bare to uger efter, at hun har sat sig i chefstolen.

»Med en ny gravergruppe får Politiken et ekstra og vedholdende gear, når det gælder vigtige afsløringer og dagsordensættende nyheder, der går kritisk til alle magthavere i politik, erhvervsliv, kulturliv og samfundets bærende institutioner,« siger hun i pressemeddelelsen.

John Hansen siger selv, at han har sagt ja til jobbet, fordi han har brug for at flytte redaktion hver sjette-syvende år, og han ikke kunne se sig selv i et bedre job på JP end sit nuværende som chef for JP's undersøgende redaktion. John Hansen mener ikke, at Politikens politiske ståsted får betydning for de historier, der skal graves i:

»Fælles for den undersøgende journalistik er, at vi stiller alle magthavere til regnskab. Her vil ordentlig journalistik nok altid være i opposition til den siddende regering, det er jo vores opgave. På JP har det undersøgende fokus selvfølgelig været på erhverv og økonomi, og her kommer nok et skift for mig,« siger han til Journalisten.dk.

Når han selv skal pege på det sidste gode eksempel på afslørende kulturjournalistik, nævner han Weekendavisens afsløring af Gasværket-direktøren Jon Steffensens ekstraindtægter, som førte til en fyring af direktøren.

De andre journalister i den nye gravergruppe er endnu ikke ansat, men tanken er, at de skal rekrutteres internt, og at der som udgangspunkt ikke skal være tale om fastansættelser. John Hansen understreger, at den nye gravergruppe ikke må leve i en beskyttet kontorverden og fortænke ideerne ved skrivebordet.

»Næsten alle gode historier kommer fra reporterne. Det er dem, som har den daglige omgang med kilderne og kan komme med konkrete hints. Hvis vi selv prøver at opfinde ideer ud af det blå, risikerer vi at ende med "noget om-historier".«

John Hansen siger, at undersøgende journalistik er blevet et buzzword, som især cheferne taler om i medierne, men han synes stadig, der er lang vej for genren:

»Politiken har ikke været god nok til at lave graverjournalistik. Men de har de andre medier heller ikke. Jægerbogssagen er mest blevet refereret i medierne ud fra formodninger frem for egen research, og Lars Løkke Rasmussens forsøg på en levedygtig privatsygehussektor er heller ikke blevet udredt.«

John Hansen begynder som graverchef på dagbladet Politiken 1. november.

0 Kommentarer