DR's nyhedsmagasin 21 Søndag annoncerede søndag aften et indslag om, at Jakob Winther ikke optræder på Guldbrandsens lydoptagelse, men indslaget blev trukket, kort før det skulle i luften.
Klokken 20 var det ganske vist, at presset på Jakob Winther stod til at lette. I Radioavisen kunne man erfare, at forsvarsministerens pressechef slet ikke optræder på den lydoptagelse, der ifølge Christoffer Guldbrandsen skulle kunne bevise Winther som kilden, der lækkede oplysninger om danske jægersoldaters indsættelse i Irak.
Men da indslaget en time efter skulle på skærmen, skete der intet. Historien blev i sidste øjeblik taget af bordet.
Samtidig trak DR den pressemeddelelse tilbage, der havde annonceret indslaget, med ordlyden "DR nyheder ønsker at tilbagetrække tidligere udsendt telegram om forsvarslækagen. oplysningerne i telegrammet kan ikke bekræftes".
»Der skete noget, som ændrede forudsætningerne for indslaget,« siger 21 Søndags redaktør Jacob Kwon Henriksen til BT.dk – uden at ville gå yderligere i detaljer.
Over for Ekstra Bladet siger han, at det handlede om problemer med beskyttelsen af DR's kilde til historien.
Fredag aften kunne samme Jakob Kwon Henriksen oplyse, at lydoptagelsen ikke kommer fra DR. Der har ellers været spekuleret i, at lydoptagelsen skulle stamme fra et telefoninterview med Jakob Winther, foretaget af DR-journalisten Michael Bech i oktober måned, som aldrig blev sendt. Men det afviser Jakob Kwon Henriksen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.