Der mangler praktikpladser, aviserne bløder, og din egen arbejdsplads har fyret ansatte i løbet af din praktiktid. Tror du, der vil være jobs til dig og dine medstuderende, når I er færdiguddannede?

”Jeg tror ikke, man skal være så bekymret for os unge. De ting, vi bliver uddannet i, er virkelig efterspurgte. Sådan noget som sociale medier eller datajournalistik – folk tror jo, man kan trylle, når man laver et excelark med farvekoder. Vi er enormt omstillingsparate, og det er en stor fordel, for der sker nyt hele tiden. I januar var der vist ingen, der troede, at AI ville blive så stort et samtaleemne i 2023, som det blev. Som journalist er man jo lidt af en multikunstner, så der skal nok være brug for vores evner et eller andet sted.”

Får medierne knækket koden til at tjene penge på journalistik igen?

”Det går langsomt, og jeg kan også føle, at det går for langsomt. Men hvis man ikke synes, tingene går for langsomt, når man er ung, er der jo næsten noget galt. Og der sker da også noget. Min egen redaktion, Fyens Stiftstidendes klimaredaktion, er for eksempel støttet af Odense Klimapartnerskab, og der er mange, der sætter spørgsmålstegn ved, om vores journalistik så er købt af interessenter. Den diskussion er man for længst færdig med i mange andre lande, hvor man har accepteret, at det kan være nødvendigt med økonomisk støtte for at skabe vigtig journalistik. Jeg tror, nogle medier kommer til at bukke under, men måske er der andre, som er små i dag, som vil vokse. Der bliver nok ikke så mange 40-års jubilæer i min generation. Vi får nok en mere zigzagget vej igennem arbejdslivet, men det skal også nok blive spændende.”

Hvad tiltrak dig ved journalistfaget?

”Min samfundsfagslærer i 9. klasse sagde til mine forældre, at jeg var så irriterende, at jeg nok skulle blive en træls politiker eller en dygtig journalist en dag, fordi jeg altid stillede kritiske spørgsmål, når jeg syntes, hun sagde noget forkert eller unuanceret. Jeg har ikke nødvendigvis en holdning til alt, men jeg er nysgerrig og vil gerne diskutere og tale. Jeg er nok lidt kontrær og forbeholder mig retten til at skifte mening, når jeg får vendt flere aspekter. Jeg husker også, at jeg op til et valg diskuterede med min daværende kæreste og udfordrede alle hendes synspunkter. Til sidst slog hun i bordet og sagde: ”For fanden! Hvorfor bliver du ikke bare journalist?” Det havde jeg ikke noget godt svar til.”

Kan du bruge din tilbøjelighed til at insistere på diskussion i det faglige arbejde?

”Det gjorde jeg i høj grad, da jeg blev formand for KAJ på første semester på DMJX. Ledelsen betragtede os ikke som en forhandlingspartner, de var forpligtede til at tage med på råd, men det insisterede vi på at blive. Jeg havde et helt kalendersystem over, hvornår jeg skulle sende nye mails for at følge op på det, vi ville i dialog om. Det lykkedes til sidst, og vi fik indflydelse på det kodeks om krænkende adfærd, skolen udarbejdede i forbindelse med #metoo-debatten. Vi fik også skabt større opmærksomhed på KAJ ved at gøre mere end at tilbyde billige forsikringer og pressekort. Vi fandt på et slogan, der hed ”KAJ gør det sjovt at studere.”
Vi støttede både radioen og fodboldklubben og gjorde opmærksom på, at KAJ er med til at tilbyde ting, der løfter din faglighed og styrker dit sociale liv, så du kan have det godt på studiet.
Det var ikke alle, der var enige i den strategi. ”Det er ikke jeres opgave,” hørte vi flere gange. Men det er den vej, hele fagbevægelsen går nu: At have fokus på at skabe værdi for medlemmerne.”

Hvad skal I arbejde med i det nye formandskab?

”Vi vil tage fat i faglige problemer som de kommunikationsstuderendes manglende løn og problemerne med de journaliststuderendes praktiksystem. Men vi skal også sikre gode, fælles oplevelser på tværs af uddannelserne og holde fast i den faglige begejstring. Der er store problemer i branchen, og det er nemt at tale doom and gloom om det. Men jeg synes, vi skal passe på ikke at tale vores fag helt ned, som det er sket for sygeplejerskerne. Folk skal helst sige ”hvor lyder det spændende” og ikke ”puha, det må være hårdt”, når man fortæller, at man er journaliststuderende.”

Kunne journalister ikke lukrere lidt på medlidenhed? Så folk blev mere tilbøjelige til at stille op til inter­views og købe vores produkter, fordi det er synd for os?

”Det tror jeg sgu ikke. Jeg tror, der er så meget journalisthad, at folk snarere vil tænke ”ha, så kan I lære det. Så kan I finde jer et rigtigt arbejde.” Under min praktiktid har jeg arbejdet som tjener ved siden af. Det er ret fedt at komme en søndag og møde mennesker uden for medieboblen. Nogen, der siger ”hold kæft”, når man taler for meget. Det sætter tingene i perspektiv at høre om deres arbejdsliv. De arbejder op til 70 timer om ugen for en ret beskeden løn. Selv hvis jeg har haft en hård uge på redaktionen, får det mig til at tænke på, at jeg har fået penge for at sidde og tale med interessante mennesker og nusset ved min computer. Det er egentlig et ret så privilegeret job.”

”Min generation får nok en mere zigzagget vej igennem arbejdslivet – men det skal nok blive spændende,” siger Markus Valentin. Foto: Tim Kildeborg Jensen