search

Ny DR-plan kan give blodig magtkamp

Med sin ændring af DR-ledelsen kunne Kenneth Plummer have gjort op med flere års problemer mellem de ansvarlige for programfladen og programproduktionen, men den chance er forpasset, mener iagttagere. Eksperter er mere positive over for Plummers plan.

Struktur. 'Et DR – der skaber værdi for alle'. Sådan lyder den pompøse titel på den forkromede plan, der skal skaffe DR ud af krisen med et stort økonomisk byggerod i DR Byen, faldende seertal og stigende politisk pres mod huset.

Efter 14 måneder i den varme generaldirektørstol kunne Kenneth Plummer den 8. november præsentere offentligheden for den plan, og som skal føre DR ud af krisen. Løsningen hedder en ny organisationsstruktur.

Mantraet for DRs nye organisationsstruktur er 'nedbrydning af siloer' – en sætning, der blev gentaget igen og igen på pressemødet. Det betyder konkret, at Plummer har skåret chefredaktionen ned fra seks til fire medlemmer. Ud røg radiodirektør Leif Lønsmann og nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen, så chefdirektionen i fremtiden kommer til at bestå af Plummer selv, mediedirektør Lars Grarup, programdirektør Lars Vesterløkke samt en økonomidirektør – en stilling, som ikke er blevet genbesat, siden byggeskandalen i DR Byen kostede Bent Fjord jobbet.

Ifølge Plummer vil en ny organisationsstruktur 'øge samarbejdet i DR', 'stoppe den uhensigtsmæssige interne konkurrence' og 'eliminere dobbeltfunktioner'. Hvordan de målsætninger skal nås i praksis, vil man ikke løfte sløret for i DR.

Mantraet 'nedbrydning af siloer' gælder altså ikke mere, end at DR kommer til at bestå af to store siloer. Én chefredaktion og én programproduktion.

Det undrer flere iagttagere af mediebranchen, som Journalisten har talt med.

»Kenneth Plummer havde chancen for at lave en strømlinet organisation i DR, men den synes jeg han har forpasset totalt. Han gør kun halvt op med dårligdommene fra den tidligere struktur, som skabte en masse usikkerhed om magtfordelingen i DR,« lyder det fra en tidligere kollega til Plummer, der ønsker at være anonym.

Iagttageren mener altså, at DR risikerer at tage den stærke rivalisering mellem de forskellige afdelinger, der var iboende i den tidligere organisationsmodel, med over i den nye – og nu i et endnu større størrelsesforhold.

»Konstruktionen med de to gange Lars (Grarup og Vesterløkke, red.) i chefredaktionen risikerer at føre til en evig kamp mellem de to afdelinger. Det kræver, at der er tale om to lige stærke personer, når de kampe skal tages. Der er jeg bange for, at Vesterløkke er for meget Grarups mand, til at han kan tage de kampe,« siger en kilde i produktionsmiljøet og fortsætter:

»Magtfordelingen og ansvarsfordelingen mellem de to er uigennemsigtig. Hvem har ansvaret, når en satsning i DR slår fejl? Ham med ansvar for programfladen eller ham med ansvaret for produktionen? Det er næsten dømt til at gå galt.«

Vurderingen af DRs nye model er knap så skeptisk hos eksperter i organisationsstruktur.

Anders Drejer, der er professor i strategi ved Handelshøjskolen i Århus, forklarer, at den organisationsmodel, som Kenneth Plummer har valgt, er en såkaldt matrixmodel. En modeltype, der sjældent fungerer godt, fordi cheferne har forskellige mål. I DRs tilfælde vil Lars Vesterløkke forsøge at få så mange penge som muligt til programproduktionen, mens Lars Grarup og en økonomidirektøren, helst vil give så få penge som muligt for størst mulig kvalitet.

»Det virker, som om Plummer har erkendt, at der altid vil være en indre konflikt i DR mellem programfladen og programproduktionen. Han prøver så med den nye model at placere konflikten så tæt på sig selv som muligt. Det er en klog beslutning,« siger Anders Drejer, som fastslår, at der ikke er råd til, at mediedirektøren og programdirektøren begynder at bekrige hinanden.

»Plummer skal virkelig holde de to i kort snor, ellers risikerer DR en meget blodig magtkamp.«

Professor i medieledelse på Copenhagen Business School Anker Brink Lund peger ligeledes på, at DRs nye organisationsmodel rummer kimen til konflikter, men det mener han er uundgåeligt i en medievirksomhed som DR.

»Det er jo ikke så simpelt som eksempelvis TV 2, der får alt undtagen nyhederne produceret ude i byen. Det er nemt at sige, at TV 2s struktur er meget mere strømlinet og moderne, men der er altså tale om en anden type virksomhed,« siger han.

Anker Brink Lund mener, at Plummer har valgt rigtigt ved at trimme chefredaktionen, hvilket kostede radio- og nyhedsdirektøren taburetten.

»Tiden var løbet fuldstændig fra den gamle model. Den ny struktur gearer i en helt anden grad DR til at tænke flermedielt i hele virksomheden, og det er nødvendigt, hvis DR skal fastholde sin rolle i fremtiden,« siger han.

Journalisten ville gerne have stillet Kenneth Plummer en række spørgsmål om konsekvenserne af DRs nye struktur, men chefdirektionen i DR mener, at det er for tidligt at tale om endnu.

 

Læs også: Kongerige i knæ

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen