Ny chefredaktør ønsker flere mennesker i Markedsføring

Færre udgivelser på print, mere podcast og flere farverige mennesker. Det er nogle af planerne fra den kommende redaktør på Markedsføring. Han kommer fra B.T., og det vil Markedsførings læsere komme til at mærke

I 10 år har Uffe Jørgensen Odde arbejdet på B.T., senest som redaktionschef. 1. oktober 2018 begynder han som chefredaktør på Markedsføring, som han gerne vil give et løft med tabloide virkemidler.

”Jeg kommer fra et tabloidmedie, hvor mennesker betyder meget. Den del vil jeg gerne tage med mig og skrue op for. Journalistik bliver mere levende og interessant, når man tager udgangspunkt i mennesker,” siger Uffe Jørgensen Odde.

Markedsføring udgives af Foreningen Dansk Markedsføring og skriver om markedsføring, reklame og kommunikation.

Mere navnestof

Fredag mødte Uffe Jørgensen Odde redaktionen og husets øvrige ansatte for første gang og kan nu løfte lidt af sløret for sine fremtidsplaner.

For eksempel skal navnestoffet have en højere prioritet.

”Navnestoffet er interessant, uanset hvilken branche du er i,” siger han.

”Hvem skifter job, hvorfor, og hvad betyder det for den arbejdsplads, de efterlader.”

Også kritisk

Og så må der gerne være mere debat i Markedsføring.

”Jeg kunne godt tænke mig, at vi blev en slags moderne forsamlingshus, hvor man indhenter brugbar viden og debatterer, hvad der rører sig i branchen.”

Skal I også skrive kritisk om reklamebranchen?

”Jeg er tilhænger af kritisk journalistik og skarpe spørgsmål. Så hvis der er noget, der er værd at kigge på, synes jeg, vi skal gøre det. Det er vigtigt for vores troværdigheds skyld,” forklarer Uffe Jørgensen Odde.

Færre udgivelser

Men journalistikken skal først og fremmest være brugbar for læserne, siger Uffe Jørgensen Odde. Han vil gerne have flere artikler, hvor læserne kommer ind i maskinrummet og fx hører om erfaringerne med en aktuel kampagne.

”Jeg fornemmer, at der er en stor interesse for at høre bureauerne fortælle, hvad der lykkes og ikke lykkes.”

Uffe Jørgensen Odde siger, at nye initiativer fra Markedsføring skal være digitale.
Det kunne for eksempel være en podcast.

”Video er også interessant,” siger han.

”Men jeg skal længere ned i materien, før jeg kan sige noget sikkert om, hvad vi skal gøre,” tilføjer han.

Fede personligheder

Markedsføring udkommer i dag på print 11 gange om året. Printbladet overlever. Men det skal have et mere magasinagtigt udtryk med mennesker på forsiden.

”Man skal nok også diskutere udgivelsesfrekvens på et tidspunkt. Print betyder noget for nogle af læserne. Men det er nok ikke dér, vi finder nye læsere og brugere.”

For Uffe Jørgensen Odde er markedsføring et nyt stofområde.

”Det er en spændende verden, fordi det er en farverig og kreativ branche med mange fede personligheder og projekter, og hvor det ofte går hurtigt,” siger han.

0 Kommentarer