Berlingske har i dag udpeget tidligere chefredaktør på gratisvisen Urban, Dorthe Carlsen, til ny ansvarshavende chefredaktør for Midtjyske Medier. Hun tiltræder stillingen den 1. maj og afløser Per Westergård, som gik til Fyens Stiftstidende.
Dorthe Carlsen er 49 år og har siden januar 2005 arbejdet i Berlingske-koncernen. Indtil udgangen af november 2007 var hun ansvarshavende chefredaktør på Urban. Herefter har hun i en periode været tilknyttet B.T. som projektansat i chefredaktionen, og nu går turen så i foråret til Berlingske-koncernens udgivelser i det midtjyske, oplyser Berlingske-koncernen i en pressemeddelelse.
Dorthe Carlsen er uddannet journalist og kom til jobbet som chefredaktør på Urban fra en række forskellige ledelsesposter i DR.
Dorthe Carlsens nye ansvarsområde bliver at være overordnet journalistisk ansvarlig for Region Midtjyllands største medievirksomhed. Midtjyske Medier udgiver seks dagblade og 20 ugeaviser, fem lokale radiostationer og webaktiviteter. Indtil Dorthe Carlsen tiltræder stillingen som chefredaktør, varetager administrerende direktør for Midtjyske Medier Per B. Jørgensen tillige posten som ansvarshavende chefredaktør.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.