Ny chefredaktør: “Dobbeltchef” går ikke ud over journalistikken

Søren Christensen er fra 1. maj ny chefredaktør på Bornholms Tidende. På sigt overtager han også posten som adm. direktør, men det kommer ikke til at ramme journalistikken, understreger han. Og så vil han se på betaling på nettet

Efter 15 år i Berlingske-koncernen, hvoraf de sidste fem blev brugt som chefredaktør på Dagbladet Ringkøbing-Skjern, trængte Søren Christensen til nye udfordringer. Derfor søgte han jobbet som ny chefredaktør på Bornholms Tidende.

»Bornholms Tidende skal som alle andre aviser forholde sig til nye tider. Det gælder blandt andet på nettet. Der er mange ting, som et traditionelt mediehus med 150 år på bagen skal tage hensyn til, og de udfordringer vil jeg gerne være en del af,« siger Søren Christensen.

Han fortæller, at han har hørt meget godt om avisen.

»Det er en stærk lokalavis, som er stærkt forankret i lokalområdet, hvilket også er det, jeg kommer fra på Ringkøbing-Skjern, så der var et match,« siger Søren Christensen.

Samlet ledelse går ikke ud over journalistikken

På sigt er det planen, at ledelsen skal samles på Bornholms Tidende, så Søren Christensen både bliver ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør. Det sker, når den nuværende direktør, Bjarne Petersen, går på pension.

Søren Christensen er ikke bange for, at den sammenlægning kommer til at gå ud over avisens journalistiske indhold, selv om han kommer til at flytte halvdelen af sin tid væk fra chefredaktør-delen.

»Som chefredaktør i dag skal du både kunne forholde dig til mange kommercielle ting, samtidig med at du bevarer den journalistiske integritet. Du skal være medspiller i lokalsamfundet, men du skal også være vagthund. Læserne forventer, at vi kan begge ting, og det mener jeg også, at jeg og avisen kan,« siger Søren Christensen.

Ifølge ham vil der ikke være nogen, der skal kompensere for den tid, han taber som journalistisk chefredaktør.

»Jeg skal selvfølgelig lige møde på arbejde og se, hvad fremtiden bringer, men jeg har allerede været meget inde over den forretningsmæssige del på Ringkøbing-Skjern, så som chef er det egentlig en meget naturlig del af jobbet,« siger han.

Alt er i huset

Søren Christensen er ikke klar over, hvornår han også overtager stillingen som administrativ direktør.

»Lige nu er jeg glad for, at der sidder en mand som Bjarne (Petersen, red.), der kender butikken ud og ind, og som kan hjælpe mig rigtig meget. Jeg har selvfølgelig en masse ideer til, hvad der skal ske, men vi må tage det en dag ad gangen,« siger Søren Christensen.

Han glæder sig også til en arbejdsplads, der har »det hele i huset«.

»Vi har eget trykkeri og egen distribution. Det er lidt ligesom i gamle dage, og det er rigtig fedt. Jeg kommer fra en stor koncern, hvor mange ting er centraliseret, hvilket der både er mange gode ting og mindre gode ting ved, så jeg glæder mig til at prøve at se, hvordan det her er,« siger Søren Christensen.

Skal se på betaling på nettet

Bestyrelsesformand Peter Vang har tidligere sagt til Journalisten, at avisen trænger til et generationsskifte, og at der skal tages nogle principielle beslutninger, i vældigt stort omfang i relation til internetnyheder.

Og det skal Søren Christensen da også se på.

»Jeg skal i hvert fald se på betaling på nettet. Jeg siger ikke, at vi skal til at tage betaling, men man skal overveje, hvorfor man gør det eller ikke gør det,« siger Søren Christensen og fortsætter:

»Det er vigtigt at være der, hvor kunderne er. I gamle dage stod folk og ventede på avisen. I dag forventer de, at nyhederne hele tiden kommer. Så vi skal gøre os nogle overvejelser om, om vi er der, hvor kunderne er – også fremtidens kunder.«

Stærkt grundlag

Og Søren Christensen mener netop, at avisen er et godt udgangspunkt for at foretage forandringer.

»Vi har nogle uhørt gode læsertal og meget loyale læsere. Printavisen er kerneforretningen, og den er et godt udgangspunkt at lave forretning ud fra,« siger han.

Familien skulle være klar

Det sværeste ved at sige ja til jobbet på Bornholm var overvejelserne som familiefar, fortæller Søren Christensen.

»Jeg var rigtig, rigtig glad for mit tidligere job. Det er en veldrevet forretning. Når man bor sådan et sted, kommer det ind under huden på en, så det var en stor beslutning, når man også er familiefar og har børn. Jeg skulle bruge lidt mere end én nat på at overveje det,« siger han.

Derudover tiltaler Bornholms Tidendes stærke forankring i lokalsamfundet ham meget.

»Jeg kan god lide at være tæt på mine kunder, kilder og læsere. Det er kontant afregning. Jeg har prøvet at arbejde på en københavner-avis, og der kunne jeg vandre op og ned ad gader og tænke, om der er nogen, der har læst, hvad jeg har skrevet. Det kunne jeg ikke i Ringkøbing-Skjern, og det tror jeg heller ikke, at jeg kan på Bornholm,« siger han og fortæller, at der allerede er flere på øen, der har henvendt sig og spurgt, om han er den nye chefredaktør.

»Det kan jeg faktisk rigtig godt lide. Og så kan jeg godt lide en udfordring og at komme til et nyt sted og stille alle de dumme spørgsmål. Det er noget, alle burde unde sig selv. Det er sundt,« siger Søren Christensen.

0 Kommentarer