Jagten på Kurt Strands afløser er sat i gang – og beslutningen om, hvem der skal sidde i den nye Cavling-komite, bliver taget til maj.
Det har DJ-formand Mogens Blicher Bjerregård netop forklaret ved hovedbestyrelsesmødet i DJ. Alle medlemmer vil kunne indstille kandidater til komiteen.
»Vi er ved at lave en skabelon, man kan bruge, når man indstiller til Cavling-komiteen. Der skal indstilles ny komite, og der skal vælges mindst en ny, da Kurt Strand stopper. Vi vil godt have en skabelon klar, så alle kan se, hvad hovedbestyrelsen har brug for at vide om den enkelte. Vi har brug for deres baggrund, ikke deres holdninger,« siger Mogens Blicher Bjerregård.
Mogens Blicher Bjerregård tror, det bliver et godt forløb.
»Vi aftaler processen i april på HB-møde, og så bliver det den nye hovedbestyrelse i maj, der træffer beslutningen om, hvem der skal sidde i den nye komite.«
Mogens Blicher Bjerregård sagde videre, at han er særdeles tilfreds med, at Cavling-overrækkelsen for første gang er blevet flyttet til Rundetårn.
»Vi havde en rigtig stor succes 4. januar med uddeling af Cavling i Rundetårn. Det var et rigtig godt valg at flytte fra egne lokaler. Det var et godt sted. Neutralt. Det var ikke X Factor-måden, det blev præsenteret på, men med respekt for de enkelte. Så blev vinderen afsløret til sidst. Vi fik meget mere pressedækning, end vi tidligere har fået. Det har været med til at synliggøre kvaliteten i journalistikken. Vi bruger Rundetårn igen til næste år.«
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Bliver spændende at se, hvor mange medlemmer af komiteen der ikke har en fortid på Politiken eller Danmarks Radio. Prisen har jo udviklet sig til én, man giver til dem med de politiske korrekte opfattelser.