Ny Cavling-formand: Husk at foreslå alle genrer

Kurt Strand er blevet ny formand for Cavling-komiteen. Det bliver Cavlingprisen ikke revolutioneret af. Men journalisterne skal huske, at de kan være med til at reformere den ved at foreslå nye genrer, siger han til Journalisten.dk

Kurt Strand er blevet ny formand for Cavling-komiteen. Det bliver Cavlingprisen ikke revolutioneret af. Men journalisterne skal huske, at de kan være med til at reformere den ved at foreslå nye genrer, siger han til Journalisten.dk

Hvordan kommer man til at kunne se, at du er blevet ny formand?
Det skal man ikke kunne se. Kriterierne for prisen er de samme som altid. Den skal gives til det journalistiske arbejde, som har skilt sig mest ud og bygger på størst talent og initiativ. Til gengæld er de kollegaer, der sender forslag velkomne til tænke lidt bredere. De sidste år er Cavling-prisen især gået til den dybdegående og afslørende journalistik. Og vinderne har været helt på sin plads. Men det er absolut også i den undersøgende genre, der har været flest forslag fra kollegaerne. De skal huske, at den gode, gribende feature også kan vinde en Cavling. Det kræver bare, at den bliver foreslået.

Hvad er størst: At blive formand for Cavling-komiteen eller vinde en Cavling-pris?
Det er at vinde en Cavlingpris. Men det er da både et kollegialt og fagligt ridderslag, at jeg er blevet valgt.

Hvorfor er du den rette formand?
Nu skulle der jo vælges en ny formand, fordi Carsten Ingemann var blevet glemt. Jeg håber godt nok, at den kredsformand har røde ører. Tænk, at man kan glemme at opstille en mand, som er formand for den mest unikke og fornemme journalistiske pris i Danmark. Men jeg er blevet valgt, fordi jeg har mest erfaring.

Har Cavling-komiteen altid været enige om vinderen?
Ja. Nogle gange har diskussionerne været meget lange, men jeg kan garantere for, at der aldrig er blevet trukket lod om vinderen. I hvert fald ikke i min tid. Og især i de år, hvor branchen har været enige om den rette inden prisuddelingen, har vi haft lange diskussioner i gruppen. For vi skal virkelig sikre os, at vi er kommet i bund og har reflekteret og diskuteret hver detalje. Det er en intens periode. Men også fantastisk. Vi har mulighed for helt fordomsfrit at diskutere, hvad god journalistik er. Det er vel det, som alle journalister drømmer om.

Kurt Strand har siddet i Cavling-komiteen siden 1998.

1 Kommentar

Per Nielsen
4. SEPTEMBER 2010
Re: Ny Cavling-formand: Husk at foreslå alle genrer

Det er ikke alle, der er tilfredse med, at Kurt Strand er bleve formand:

 

http://www.uriasposten.net/?p=17445