search

Ny bog: Myten om de “røde lejesvende” holder ikke

Der er ikke belæg for at klandre DR for at være venstrefløjens lejesvende. Det fremgår af den første systematiske og videnskabelige undersøgelse af den politiske journalistik i DR1 og TV2, som udkommer i bogform i dag.

Der er ikke belæg for at klandre DR for at være venstrefløjens lejesvende. Det fremgår af den første systematiske og videnskabelige undersøgelse af den politiske journalistik i DR1 og TV2, som udkommer i bogform i dag.

Bag undersøgelsen står Center for Journalistik ved Syddansk Universitet, som blandt andet har set på journalisterne politiske ståsted og stemmeafgivning ved det seneste folketingsvalg.

Derudover er det undersøgt, hvor journalisterne selv vil placere sig på en venstre-/højreskala.

Og endelig er samtlige indslag om politik/og eller valgkamp, der er blevet vist i de centrale nyhedsudsendelser i DR1 og TV 2 i forbindelse med folketingsvalgkampene i 1994, 1998, 2001, 2005 og 2007, blevet studeret og analyseret. I alt mere end 4.000 indslag.

Og umiddelbart er konklusionen helt entydig: Der er ikke belæg for at klandre DR for at være venstrefløjens lejesvende. Omvendt er det fejlagtigt at påstå, at TV 2 skulle have en blå slagside. Tværtimod er der rimelig balance – både i dækningen og i tonen.

"Det er de helt almindelige nyhedskriterier, der bliver brugt, når DR dækker politik. Og det er nøjagtig de samme kriterier som TV 2, så der er ikke forskel," fortæller professor på Syddansk Universitet, Erik Albæk, til DR.

Sammen med to kollegaer fra  Center for Journalistik ved Syddansk Universitet har han skrevet bogen »Kunsten at holde balancen: Dækningen af folketingsvalgkampe i TV-nyhederne på DR1 og TV2 1994-2007«, der udkommer i dag.

De to andre bidragsydere er David Nicolas Hopmann, adjunkt og assisterende professor ved Center for Journalistik, SDU samt Claes Holger de Vreese, adjungeret professor ved Center for Journalistik, SDU.

Og bogen indeholder flere overraskelser – heriblandt, at danske politiske journalister er betydeligt mindre venstreorienterede end befolkningen som helhed.

Kun seks procent af de politiske journalister stemte på SF og Enhedslisten ved sidste valg mod 17 procent af alle vælgerne.

Det påpegeger de tre professorer i en kronik i Berlingske Tidende i dag, hvor de gennemgår flere af hovedresultaterne:

Blandt andet påpeger de, at hele 37 procent af de politiske journalister placerede sig selv som politisk midtorienterede ved seneste valg – hvor det for befolkningen som hele kun var 15 procent af alle vælgerne. Samtidig var der færre politiske journalister, der stemte på regeringsblokken (34 pct.), end vælgerne generelt gjorde (51 procent).

"Hvad der adskiller danske politiske journalister markant fra befolkningen som helhed, er således ikke, at de er markant venstreorienterede, men at de er midtsøgende – om end i opposition til den siddende blå regering," skriver Erik Albæk, David Nicolas Hopmann og Claes Holger de Vreese.

Og flere af bogens øvrige konklusioner gør ligeledes op med de mange myter om den politiske journalistik i DR1 og TV 2.

Undersøgelsen viser blandt andet, at DR og TV 2 går efter de samme historier under valgkampene til Folketinget, at de bruger de samme politikere i deres nyhedsindslag, og at den samme tone bliver brugt overfor politikerne. 

Når det gælder politikernes og de politiske partiers synlighed i nyhedsindslagene, så er der til gengæld  en vis ubalance. Det forholder sig nemlig sådan, at regeringsblokken er mere synlig i valgdækningen på TV end oppositionspartierne. Og det gælder i nyhedsudsendelserne på både DR1 og TV 2.

Hvad angår tonen, viser SDU-undersøgelsen, at der at der er en svagt negativ tone over for politikerne generelt, uanset om de kommer fra regerings- eller oppositionsblokken, og det gælder både TV-Avisen på DR1 og Nyhederne på TV 2.

Til gengæld er der stort set ingen forskel på tonen de to tv-stationer imellem. I undersøgelsen hedder det, at der ingen  systematiske forskelle er på tonen i indslag, der bringes på de to TV-kanaler. 

Den samlede konklusion fra de tre professorer i kronikken i Berlingske i dag hedder derfor: 

»Vi kan således afvise forestillingen om, at journalisters personlige politiske ståsted systematisk farver deres journalistik. Den er en myte uden hold i virkeligheden.«

Hele kronikken kan læses her.

 

Begrebet "røde lejesvende" stammer i øvrigt fra 1968. Det var forhenværende Venstre-minister, Jens Sønderup, der gjorde brug af udtrykket i et læserbrev, hvor han kritiserede fire tv-journalister, der havde krydsforhørt den borgerlige statsminister, udenrigsminister og finansminister.

Jens Sønderup skrev:

Citat Skal regeringen Baunsgaard dolkes og ødelægges af fjernsynets røde lejesvende? Citat
 

 

Kommentarer
4
Christian Juhl
06.05.10 10:08
Re: Ny bog: Myten om de "røde lejesvende" holder ikke

Kan se bogen drejer sig om en politisk periode fra 1994-2007, udtrykket stammer fra 1964? Burde man ike have taget og set på det hele fra 64 og ikke fra 94? Når det forholder sig sådan kan man da ikke kalde det en myte og hvilken "blok" holder disse tre "videnskabs folk" så med eller rettere stemmer de på/sympatisere med?

Derudover stiller det da det hele i et kritisk lys at største delen af journalisterne som jeg forstår det stemmer på den røde blok? Når journalistisk bliver lavet kommer der tit et til dels personligt præg på udsendelsen, og når der hovedsageligt er røde pampere blandt journalisterne virker dette suspekt!

 Giver heller ikke så meget for at de kun har spurgt journalisten, hvad med cheferne der i realiteten er dem der bestemme hvad der skal laves og sendes af udsendelser og oplæg?

 Hmm... De har været igennem men der er en del kritik punkter og mener ikke denne bog maner noget i jorden...

Fremhævet af Journalisten
Dorte Toft
06.05.10 13:36
Alkohol og journalister

 Det er rart at få dokumenteret, hvad der er myter og hvad der er fakta. Men lidt usikkerhed lever nu videre selv efter de tre forskeres massive afvisning i Berlingske af, at det politiske ståsted farver journalistikken.

De tager udgangspunkt i de politiske journalister, og det er for magert for mig.

 Det politiske billede tegnes jo ikke mindst af alle dem, der skriver case-stories om ofrene for nedskæringerne af den offentlige sektor, om alle de bekymrede, alle de forargede. Det er ikke alene de politiske journalister, der excellerer i historierne, der altid munder ud i "Send more money" og problemet er løst. 

 Men kan det så passe, at kun 6 pct. de politiske journalister stemmer på SF og Enhedslisten?

Spørger man folk om, hvor meget de drikker, kan man rolig lægge "moms" på resultatet. Det har jeg i hvert fald hørt i flere sammenhænge og blandt andet fra lægekredse. 

Gad vide, hvad der sker, når journalister kontaktes, og undersøgelsen gælder, om de virkelig er så røde, som de anklages for at være. Hvilken interesse har de i resultatet?

Det er jo interessant at journalister mener at befinde sig på midten, men hvad er midten? I en tidligere dansk journalistundersøgelse hørte jeg, at det var Socialdemokraterne og de Radikale. Deres holdning til den offentlige sektors størrelse ligger vist helt i tråd med SF og Enhedslistens.

Men reelt set må midten vel ligge et sted, hvor der er en sjat socialdemokrater og en sjat Venstrefolk.

For et halvt års tid siden hørte jeg i Stavanger et foredrag om norske journalisters politiske holdning sat i relation til befolkningens. Og jo, journalisterne var langt mere venstreorienterede end befolkningen.

Måske er norske journalister det. Måske var undersøgelsen i en anden kontekst. Måske valgte de norske forskere at sætte "midten" anderledes.

Hvad der dog også var interessant var, at de norske journalister IKKE er mere venstreorienterede end dem, der havde en tilsvarende uddannelse eller længere.

 

Fremhævet af Journalisten
Michael Kjærgård
06.05.10 21:25
Re: Ny bog: Myten om de "røde lejesvende" holder ikke

Jeg forbløffes ærligt talt over den totale mangel på kildekritik i en sag, hvor samtlige landets redaktioner besidder top-ekspertise. Jeg har (heller) ikke selv læst bogen, men de tre forskere frikender i Berlingskes kronik (http://www.berlingske.dk/kronikker/er-dr-journalister-roede-er-tv2s-blaa) med deres egne ord 'den politiske journalistik' i DR1 og TV2. På basis af en analyse af, igen med deres egne ord: 'alle indslag om politik/og eller valgkamp, der blev vist i de centrale nyhedsudsendelser i DR1 og TV2 i forbindelse med folketingsvalgkampene i 1994, 1998, 2001, 2005 og 2007'.

Hallo! Valgkampe varer som bekendt 3 uger. Imellem dem går der op til 200 uger. Hvordan med 'den politiske journalistik' i det tidsrum? Enhver der har været med til at dække valgkampe, véd, at der i de 3 uger er meget bevidst fokus på at dele sol og vind lige. Samme fokus er der ikke (nødvendigvis) til hverdag, og derfor er det helt hen i vejret at konkludere noget som helst om 'den politiske journalistik' på baggrund af en undersøgelse af valgkampdækning. En undersøgelse af valgkampdækning siger noget om valgkampdækning, hverken mere eller mindre. Det ved samtlige nyhedsredaktioner her i landet, eller de burde vide det. Alligevel labber alle det såkaldte undersøgelsesresultat helt ukritisk i sig.

---

Bare for en ordens skyld: Jeg lider ikke af den vildfarelse, at kritisk journalistik udspringer af en modsat politisk opfattelse. Kritisk journalistik er bare godt håndværk, og jeg tror faktisk, at konklusionen ville være den samme, hvis undersøgelsen havde omfattet 'den politiske journalistik' generelt og ikke kun valgkampdækningen. Men det er netop blot en trossag. Undersøgelsen leverer ikke noget belæg.

Fremhævet af Journalisten
Jens Yde
20.10.10 06:30
Re: Ny bog: Myten om de "røde lejesvende" holder ikke

Jeg har læst ”Kunsten at holde balancen”, af prof. Albæk, Hopmann og de Vreese, Syddansk Universitetsforlag, 2010.  Bogen fremstår som et skrækeksempel på  videnskabelig universitetsforskning. Den kan læses og forstås af journalister, og disse gad sikkert godt vide, hvad der står i afhandlinger, som ikke er umiddelbart fattelige.

”Kunsten at holde balancen” omhandler ikke mindst de ”røde lejesvende”, og denne flertydige  vending  bruges syv gange i bogen uden at blive nærmere defineret, men professorerne sætter tilsyneladende lighedstegn mellem rød og ”røde lejesvende".

Bogen afviser denne folkelige opfattelse i en grad, så redaktør Troels Mylenberg, der læste manuskriptet igennem inden trykningen, skriver i en kommentar på bogens flap, at ”nu må det være slut med løse  påstande om blå og røde lejesvende i public servicekanalerne. Slagsiden er hos dem, der kaster stenene, og nu er der endeligt solidt læsestof for dem at blive klogere af”.

Bogens vidtgående konklusioner baserer sig på undersøgelser af journalisters oplysninger om deres eget politiske ståsted i 2009, og af tv-apparatets dækning af valgkampe 1994-2007 efter gennemsyn af 2022 nyhedsindslag.

Forfatterne  nævner manden, der først brugte udtrykket røde lejesvende, en Jens fra Vestjylland, og at det var Dansk Journalistforbund, der anlagde sag mod jyden, men de fortæller ikke, hvad det kostede Jens, at han i februar 1968  kom til at skrive ”røde lejesvende” i et læserbrev. Prisen blev  2000 kroner, og i den forbindelse har ikke mange journalister  talt om ytringsfrihed. Der er heller ingen, der nævner, at udtrykket faldt efter, at det såkaldt ”røde kabinet” var fældet.

”Kunsten at holde balancen” dækker sig under videnskabelige metoder som Krippendorffs alpha-værdier, Scotts pi og Cohens kappa.

Professorerne mener, at  journalisternes holdninger skal sammenlignes med  folk med studentereksamen og ikke med befolkningen som helhed, men kunne man da ikke lige så godt sige, at journalisterne burde sammenlignes med befolkningen på Nørrebro, Vesterbro og Indre by i København? Der er jo her ”man” bor, hvis man da ikke bor i latinerkvarteret i Århus.

Hvem skal politikorpset så sammenlignes med ifølge professorer? Og hvem skal obersterne sammenlignes med?

Om forfatterne kan siges, at professor Erik Albæk er af den marxistiske skole, og Mette Bock har skrevet, at han i 1992 indgik i et registreret parforhold. Cand. scient. pol David Hopmann er student fra Slesvig, og adj. professor Claes de Vreese er tilsyneladende fra Danmark.

Så vidt jeg kan se, begår videnskabsmændene den alvorlige fejl at betragte samfundet som statisk.  Den person, der nævnes flest gange i bogen, er Ralf Pittelkow, mens forfatterne ikke omtaler hans kone Karen Jespersen, og heller ikke at de to sammen er skredet fra VS over Socialdemokratiet til Venstre. Der er som bekendt sket noget siden 1968.

 I min egen opfattelse befolkedes Danmarks Radio med kommunister, socialister og socialdemokrater i enormt omfang op gennem 1970erne og 1980erne frem til Sovjetunionens kollaps, murens fald og fremkomsten af TV2 med dets regioner. Herefter klumpede journalisterne sig sammen på cafeer i København omkring tankegangen i Det Radikale Venstre, og efter Nyrup-Jelveds nederlag i 2001 har de åbenbart helt fravalgt Enhedslisten og SF og … ja, hvad nu?

Hvor ser man bedst denne glidende udvikling? Et godt bud på et værdigt studieobjekt kunne være journalisternes eget fagblad, JOURNALISTEN. Her har læserne i 2010 kunnet opleve det utrolige at se en positiv omtale af Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti, og det så ikke ud til at være sarkasme. 

Vil journalisterne i større og større grad blive lejesvende, eller lakajer som kommunisterne kaldte dem i gamle dage?  Når op mod halvdelen af de nyuddannede går direkte ud i arbejdsløshed vil mange selvsagt bide i sure æbler, uanset hvor bittert det måtte være. Mon ikke rigtigt mange lægger sig lige i halen af cheferne, helt som i gamle dage.

Det mest positive ved ”Kunsten at holde balancen” er, at forfatterne oplyser, at Folketingets flertal gennem Radio- og tv-nævnet gav 1,2 mio. kr. til bogens tilblivelse, og at rektor ved Syddansk Universitet lagde 400.000 kroner oveni.

Det er også interessant, at journalister i enorm grad opfatter sig som hørende til midten i politisk henseende. Man må næsten spørge, om der findes nogen gruppe i samfundet, der overgår journalisterne i at placere sig selv i midten, man fristes til at sige egocentrering. Forfatterne stiller ikke spørgsmålet.

Bogen taler om journalisternes stemmeafgivning ved valgene, men jeg har ikke fundet, at professorerne noget sted på bogens 131 sider forklarer, hvilke partier de opfatter som midten.

PS: Er det sandt, hvad rygter siger: At Erik Albæk er på vej væk fra Syddansk Universitet?

Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen