En ny gratisavis, der udelukkende bygger på blogindlæg, har set dagens lys i London. Avisen har hverken redaktør eller journalister, men styres i stedet via afstemninger.
Rejsende i Londons metro har nu fået endnu en gratisavis at fordrive tiden med. Denne gang er der tale om en avis helt uden traditionelle nyheder. I stedet er alt indholdet brugergenereret.
The Blogpaper udspringer nemlig af hjemmesiden Theblogpaper.co.uk, og ifølge ejerne er det helt op til alle brugerne at bestemme, hvad der skal trykkes i printudgaven.
Går man ind på hjemmesiden, kan man således styre, hvad der skal på forsiden, via afstemninger og kommentarer. Brugerne kan også oploade billeder og andet visuelt indhold.
"I stedet for at lade nogle få kontrollere, hvad flertallet skal vide, har theblogpaper som mål at lade flertallet styre. Vi tror på fællesskabets styrke – frem for indvidet," hedder det i avisens formålserklæring.
Bag avisen står Anton Waldburg og Karl Jo Seilern, som med vilje har valgt redaktører og journalister fra. Bloggerne får i øvrigt ingen betaling. Til gengæld er det tanken, at udgivelserne skal finansieres gennem annoncer.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.