Pæne lønstigninger og bedre muligheder for efteruddannelse. Sådan kan resultatet af en ny treårig overenskomst for cirka 200 fastansatte i Aller sammenfattes. Aftalen blev præsenteret for medarbejderne i dag. Også Allers freelanceoverenskomst er blevet forhandlet på plads mellem chefer og tillidsfolk.
Konkret stiger de Aller-ansattes løn med minimum tre procent i overenskomstperioden. Anne Kjøge, tillidsrepræsentant på Aller Media og journalist på Familie Journal, er overordnet glad for aftalen:
»Jeg ville da være et skarn, hvis jeg ikke havde ønsket mig mere. Men generelt synes jeg, at vi skal være godt tilfredse med resultatet. Vi er kommet igennem med meget godt i den her aftale,« siger hun.
Nemmere at komme på efteruddannelse
Anne Kjøge hæfter sig særligt ved, at der med den nye overenskomst er lagt op til, at det bliver nemmere for hende og hendes kolleger at komme på efteruddannelse. Det har tidligere været problematisk på nogle af koncernens redaktioner.
»Nogle af vores redaktioner er meget små, og der kan chefredaktøren nogle gange være tilbøjelig til at holde igen, fordi det er svært at undvære en medarbejder. Det er ikke nogen hemmelighed, at nogle kolleger har haft rigtig svært ved at komme på efteruddannelse,« siger hun.
Konkret forventes mulighederne at blive bedre af, at efteruddannelsesudvalget bliver styrket. Fremover vil udvalget, hvor tillidsfolkene er repræsenteret, i højere grad skulle inddrages, når stakken af ansøgninger til efteruddannelse skal behandles.
»Vi håber, det betyder, at flere nu kommer på efteruddannelse. Det er rigtig vigtigt i en koncern som vores med så mangeartede platforme. Det er vigtigt, så nogle af os inkarnerede bladsmørere kommer med på det elektroniske beat,« siger Anne Kjøge, som dog havde ønsket en større pulje penge til efteruddannelse.
Kortere opsigelsesvarsel
Udover lønstigninger og forbedringer af efteruddannelsen, fremhæves det også som positivt, at medarbejdernes opsigelsesvarsel over for Aller også blevet forkortet, fortæller Anne Kjøge:
»Hvis man i dag siger op, fordi man har fået nyt job, har man 3 måneders opsigelse. Men fremover kan de kun holde på en medarbejder, der siger op, i en måned. Det ser vi som en gevinst, fordi det giver fleksibilitet,« siger hun.
Aftalen er her til formiddag godkendt af medarbejderne på et møde i Aller.
Rettet 13.04: Anne Kjøge er ikke kun tillidsrepræsentant på Familie Journal, men på Aller Media.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.