Det grænseløse, for nogle måske næsten endeløse, arbejdsliv byder vores kolleger og medlemmer på store muligheder. Men også på store udfordringer. Det må være den helt overordnede konklusion på det ambitiøse DJ-projekt ’Fagenes Fremtid’.

Fire rapporter tegner tilsammen billedet af ’Fagenes Fremtid’ for DJ’s medlemmer og områder, sådan som det ses af den ekspertgruppe, som vi for mere end et år siden bad analysere netop dette.

Rapporterne udkom fredag den 15. marts ved et arrangement i DJ’s lokaler i København, og på tværs giver de os nogle tydelige fokuspunkter.

Ét af dem er, at udviklingen med midlertidige ansættelser, vikariater, freelance, projektstillinger m.m.m. vil fortsætte og fortsat styrkes. I dag har DJ mere end en fjerdedel medlemmer, der arbejder som det, der kaldes ”atypisk beskæftigede”, og den andel vil givetvis stige.

Et andet fokuspunkt er, at teknologisk udvikling, samfundsmæssige forandringer og andre udefrakommende påvirkninger vil medføre øgede forventninger til, at vi kan holde os opdateret på viden og kundskaber. Kravet om efter- og videreuddannelse vil kun blive forstærket i fremtiden.

Parrer man disse opmærksomhedspunkter med det faktum, at vi år for år skal blive længere tid på arbejdsmarkedet, så vokser et meget tydeligt dilemma frem af disen:

Hvordan skal DJ-medlemmer, der i årevis har været selvstændige og dermed langt væk fra overenskomst-aftalt ret til betalt efteruddannelse, klare sig på et arbejdsmarked, der i stigende grad fokuserer på forandringsvilje og i et vist omfang synes at være blind for seniorernes kvalifikationer i en form for aldersblindhed?

I medie- og kommunikationsbranchen oplever vi en stigende tendens til, at seniorer, der mister et fast job, springer ud som freelancere.

Det kan være svært for de rutinerede kolleger på +55 at trænge igennem bunken af ansøgninger. Og efter mange år i faget (uanset om det er journalistik, kommunikation eller de visuelle fag, er der nemlig alt andet lige tale om en stærk identitet hos den enkelte) er det forbundet med et stort – ofte for stort – identitetstab at skifte branche eller melde sig ledig.

Vi har en fornemmelse af, at der bag stigningen i antallet af freelancere og selvstændige godt kan gemme sig en del skjult ”senior-ledighed”. Og hvis det er rigtigt, er der for alvor grund til bekymring; vil det blive fremtiden for seniorerne på vores dele af arbejdsmarkedet?

Idet jeg lægger til grund, at den grundlæggende tendens i ’Fagenes Fremtid’ om et stigende og kontinuerligt krav om uddannelse holder stik, så er det prekariserede og atypiske arbejdsliv dermed en udfordring.

Og den udfordring er helt konkret i et forbund som vores, hvor strukturen omkring efteruddannelse er bygget op over årtier med forankring i overenskomsterne og en institutionalisering i form af Pressens Uddannelsesfond og Mediernes Efteruddannelse.

Uanset at vi har muligheder for, at freelancere og andre kan søge midler til at tage uddannelse i dette regi, så anvendes det primært af de fastansatte. De har både ret og betalt frihed til at tage efteruddannelse, typisk én gang om året jævnfør deres overenskomst.

Vi skal i DJ turde tænke i retning af nye strukturer og nye modeller for efteruddannelse, kompetenceløft og videreuddannelse. Det skylder vi hinanden – fordi vi ikke længere befinder os i en tid, hvor vi har ansættelse i det samme mediehus årti efter årti, men skifter frem og tilbage mellem forskellige brancher og forskellige typer af ansættelse.

Det er for mig at se en af de helt store udfordringer, der skal løses i nutiden til gavn for fremtidens kolleger.