Redaktørernes helt egne inside-tips!
1. RING IKKE
Send en mail i stedet for. »Så bliver vi ikke forstyrret, og det er nemt at tage idéen med på redaktionsmøde.«
Camilla Lindemann, ansvarshavende chefredaktør, Femina, IN, Psykologi
2. VÆR KORT OG KONKRET
»En freelancer sendte engang denne rubrik til mig: "Når onsdag er længe siden". Den fangede mig straks, og alle vidste, hvad idéen gik ud på.«
Ulla Johanne Johansson, redaktør, Forældre & Børn Gravid, Forældre & Børn Baby, Mama.dk
3. OVERRASK
»Vær fremme i skoen og ude af boksen. Tænk: Hvordan overrasker jeg redaktøren og læserne?«
Sanna Kjær Hansen, redaktør, Ældre Sagens magasin NU
4. LYT
»Vær åben for dialog, og lyt til vores input. Måske er vi delvist med på idéen – den skal bare drejes lidt.«
Pia Thorsen Jacobsen, redaktionschef, Samvirke
5. KEND BLADET
»Chauffører læser ikke lange artikler. Vi skal have mindre tekst og mere illustration.«
Torben Joconde, redaktør, 3F's blad Chaufføren.
6. VÆR AMBITIØS
»Tænk i nyheder, skarpe vinkler og faktuelle tal. Jeg har sjældent lyst til "kun" at bringe en god menneskelig historie.«
Helen H. Heidemann, redaktør, Diabetes
7. TÆNK UD AF BOKSEN
»Jeg vil have ekstra udstyr. Analyser. Test. Og vinkler til web. Jeg vil gerne betale mere, hvis vi kan udstråle overskud.«
Søren Krogsgaard, chefredaktør, Søndagsavisen
8. BRUGBART STOF
»Artiklerne skal være anvendelige. De skal lette hverdagen for læserne.«
Morten Brandt, redaktør, BådNyt
9. PAS PÅ DIT SPROG
»Du kan ikke skrive, at en bygning er "imponerende". Hvorfor er den det?«
Jesper Bo Bendtsen, redaktør, Helse
10. SPECIALISÉR DIG
»Dyk ned i et stofområde, og foreslå idéer, der ikke er set før. Sæt dig ind i, hvordan den verden fungerer.«
Claus Jensen, redaktionsleder, Dansk Handelsblad
11. ARGUMENTÉR
»Skriv en kort synops med angivelse af relevante kilder, og fortæl mig, hvorfor denne artikel er relevant for mine læsere lige nu. Så er du kun få spaltemillimeter fra en byline i bladet.«
Jesper Bo Bendtsen, redaktør, Helse
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.