Nul erstatning

 Hovedbestyrelsen i Journalistforbundet (HB) har afvist et krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

 

Hovedbestyrelsen i Journalistforbundet (HB) har afvist et krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Den tidligere DJH-studerende Vivienne Kallmeyer ville have 16.800 kroner fra forbundet. Kallmeyer havde sideløbende med studierne job på Jyllands-Posten, og i september 2002 blev hun dømt for bijobberi af HB. Hendes bijob på avisen blev dog ikke overtaget af en journalist, men af en studerende fra Litteraturhistorie.

"Sagen er fortvivlende enkel. Hun tog ikke arbejde fra en journalist. Vi tog fejl," sagde Uffe Gardel på seneste HB-møde.

Formanden for de studerende i Århus, Martin Kaae, var enig med Uffe Gardel.

"At hun ikke blev efterfulgt af en journalist viser, at det var forkert at dømme hende. Folk griner af afgørelsen. HB bør vise mod og erkende fejlen,"sagde han.

Argumentet for ikke at udbetale erstatning var, at Kallmeyer i mellemtiden er blevet færdiguddannet og har fået jobbet på Jyllands-Posten tilbage.

0 Kommentarer