»Jeg er mest spændt. Jeg har længe ønsket at udforske de digitale muligheder. Jeg glæder mig meget. Men det er vemodigt at lægge avisen ned og sige farvel til gode medarbejdere, jeg sætter stor pris på. Der bliver stille i lokalet.«

Sådan sammenfatter Helge Øgrim, redaktør på det norske Journalisten, stemningen i et øjeblik, hvor en kombination af økonomisk nedtur og digitale muligheder betyder, at han er ved at lægge hånd på sidste udgave af papirmagasinet.

På mandag sendes bladet, der første gang blev udgivet i 1917, til tryk. Og fredag i næste uge har 10.000 norske mediefolk bladet i hånden. Dermed afsluttes et næsten 100 år langt kapitel.

Kun de cirka fire år under tysk besættelse satte en parentes i udgivelsesrækken. Bladet fortsatte nogle måneder efter besættelsen den 9. april 1940, men blev lukket af redaktøren, da de nye magthavere forlangte propaganda indrykket. Det genopstod udgivet fra London i 1944 og på almindelig vis efter befrielsen i 1945.

Den fri presse er den røde tråd

Sidste udgave af Journalisten hænger på tavlen bag redaktøren. Det indeholder et tilbageblik over 100 års pressehistorie, fortalt gennem bladets vinkler og kombineret med et blik på fremtidens udfordringer.

»Jeg kan se, at de seneste 10 år har handlet meget om branchens økonomi og presseetik. Tidligere skrev vi mere om elementære lønforhold og journalisters ret til en rimelig løn. Du kan sige, at norske journalister engang så meget på os selv, men at vi i dag ser på os selv i forhold til samfundet,« forklarer Helge Øgrim.

Og en ting går igen gennem alle næsten 100 år:

»Kravet om en fri presse er måske det stærkeste tema overhovedet alle årene igennem: Rollen som vagthunden og forsvaret for ytringsfriheden. Det er det største tema,« siger han.

Ingen kommunikationsfolk

Samtidig med at papirmagasinet lukker, skal redaktionen skille sig af med tre medarbejdere, fordelt på to et halvt årsværk. Baggrunden for nedskæringen er, at papirudgaven bløder annoncer, og det norske journalistforbund mister medlemmer.

Det er fem år siden, at Journalisten i Norge begyndte at tjene flere penge digitalt end på papir. Især jobannoncerne flytter sig.

Samtidig er der krise i flere norske medier, der skærer ned. Det betyder færre jobopslag – og færre medlemmer. Og da Journalisten i Norge modtager en fast procentdel af kontingentet, falder indtægterne samlet markant.

»Vi må bruge kræfterne digitalt. Ellers skulle meget få folk lave to kanaler, og det havde vi tabt gennemslagskraft på,« siger Helge Øgrim.

Paradoksalt nok har hans blad stigende indtægter på jobannoncer for kommunikationsfolk, på trods af at de – i modsætning til i Danmark – ifølge en politisk beslutning ikke må være medlem af journalistforbundet.

»Beslutningen skyldes, at man ikke mener, at den selvstændige journalistik skal blandes sammen med den betalte kommunikation. Det diskuteres i Norge, om den betalte kommunikation er en trussel mod den frie debat – altså spin, som I kalder det i Danmark,« forklarer Helge Øgrim.

Talbaseret journalistik

Når Helge Øgrim trods alt også glæder sig, så skyldes det, at han sammen med tre redaktionelle kolleger nu kan fokusere på at udvikle et medie, som ganske vist er ungt, men som han allerede har udforsket både redaktionelt og kommercielt: Journalisten.no.

Journalisten i Norge har fået ny digital platform med responsivt design, der tilpasser sig mobile platforme. Foran ligger en redaktionel fremtid, der blandt andet handler om infografik baseret på databaser.

»Jeg tror, vi i fremtiden blandt andet bliver en faktabaseret netredaktion. Vi har allerede lavet en database over fyringer og ansættelser på et norgeskort. Den bliver ofte brugt som reference i diskussionen om journalistikkens udfordringer. Det samme har vi gjort med mediestøtten, så man kan se, hvilke egne der får flest penge,« siger Helge Øgrim.

Hvor ser du den store udfordring for en 100 år gammel fortælletradition, når I går rent digitalt?

»Ingen tvivl: Hvad skal der blive af den gode feature? Den udspringer jo af papir. Den måde at fortælle på har været dyrket i 100 år, og en ren digital overførsel fungerer ikke. Den fanger læseren på en dårligere måde. Vi må finde en ny fortællemåde. Det foregår jo over hele verden, og vi kan ikke være forrest, men vi vil være med i eksperimenterne. Vi skal genskabe godt indhold digitalt.«