Ugebladet Ingeniøren har brugt tre-fire millioner kroner på relancering af bladet. Desuden er der ansat ti nye medarbejdere. Alt sammen for at ruste sig til fremtidens kamp om læsere og annoncører.

»&« hedder Ingeniørens nye temasektion. Den pudsige titel hentyder til, at »&« af tekniske årsager er stukket ind i bladets første sektion, selv om den regnes for at være en selvstændig tredje sektion.
»&« var samtidig den mest iøjnefaldende nyhed, der mødte Ingeniørens læsere, da de den 13. februar modtog det nye, relancerede ugeblad. Men resten af bladet har også været gennem den grafiske og journalistiske vridemaskine. Målet er at få flere læsere og annoncører.
Manøvren koster mellem tre og fire millioner kroner. Dertil kommer udgifter til 10 nyansættelser – heraf seks
redaktionelle medarbejdere. Men bladet i Skelbækgade på Vesterbro har en velspækket bankbog at betale med. I 1996 var overskuddet på fem millioner kroner, og i 1997 var det »væsentligt højere«, fastslår chefredaktør og direktør Per Westergård.
»Mens vi er på toppen skal der satses, så vi står bedre i konkurrencen i de kommende år,« siger Per Westergård, der blev ansat på Ingeniøren i april sidste år.
Han har tidligere arbejdet med relancering af Danske Kommuner, Børsens Nyhedsmagasin og erhvervsstoffet på Politiken. På Ingeniøren blev hans væsentligste opgave at forny bladets layout og journalistiske profil. Efter 22 år uden nævneværdige ændringer, var Ingeniørens udseende blevet noget slidt – og »gammelmands-agtigt«, som en af medarbejderne beskriver det.

Bedre end dagbladene
Per Westergård fik gennemført en undersøgelse blandt læserne, der afslørede, at bladet ikke levede op til deres forventninger på områderne edb, elektronik og produktion. Samtidig forventede læserne, at journalisterne præsenterede en grundigere og mere analyserende journalistik, end for eksempel dagbladene gør.
Den tråd har Per Westergård taget op. Fremover skal der satses på dybdeborende journalistik, og »&«-tillægget skal indeholde temaer om blandt andet de emner, læserne efterlyser. Chefredaktøren har desuden indført ændringer i den journalistiske arbejdsproces.
»Tidligere endte de fleste journalistiske ideer som en helsides artikel. Arbejdsgangen var præget af, at det skulle gå stærkt, og der skulle produceres. Fremover skal redaktionssekretærerne længere frem på banen. Stoffet skal prioriteres, så noget ender som notitser, mens andre ideer ender som gennem-researchede to-tre siders artikler,« siger han og erkender, at den kur har fået medarbejderne til at stejle på nogle af de arbejdspladser, hvor han tidligere har afprøvet den. Men på Ingeniøren er den nye stil blevet godt modtaget.
»Førhen sad hver enkelt journalist og passede sit eget stofområde. Nu har vi for eksempel mulighed for at arbejde i team. Bøtten er blevet vendt, og det er en utroligt spændende udfordring,« siger journalist Annette Hartung, der i øvrigt mener, at Ingeniøren altid har været en god arbejdsplads. Hun har selv været ansat på bladet i 29 år.

Hollandsk design
Bladets nye layout har Ingeniøren lagt i hænderne på den hollandske avisdesigner Koos Staal. Han har tidligere redesignet 10 af Hollands største aviser, og han har siden sommer med jævne mellemrum været i Danmark.
»Holland er meget længere fremme end Danmark med hensyn til udvikling af skrifter,« siger Per Westergård.
En følgegruppe bestående af seks personer fra Ingeniøren har arbejdet tæt sammen med Koos Staal om udviklingen af det nye udseende – blandt andet redaktionssekretær Marianne Vestergaard.
»Vi har været nede og endevende de mindste detaljer af bladet. Det er simpelthen det mest spændende, jeg har været med til i de syv år, jeg har været journalist,« siger hun lettere udkørt efter netop at have ændret bladets nye debatside fire gange i løbet af én dag sammen med Koos Staal.

Borde som dansegulve
Ud over indflydelse har de fleste medarbejdere også fået nyindrettede arbejdspladser med borde, »der ligner dansegulve«.
I det hele taget giver Ingeniøren sine medarbejdere nogle arbejdsforhold, som er førsteklasses sammenlignet med mange andre andre journalistiske arbejdspladser.
Christian Schade er et af de ti nye ansigter på Ingeniøren. Han er tidligere web-master på DR-Online og hentet til »&« for at styrke temaerne om edb.
»Jeg er blevet positivt overrasket over, at Ingeniøren investerer så meget i både journalistisk produktion og medarbejdernes velbefindende. Det er bedre, end jeg har oplevet noget andet sted,« siger Christian Schade.
Men med alle goderne følger også en forpligtelse. Per Westergård forventer nemlig, at udgifterne til de ti nye medarbejdere er tjent ind i løbet af i 1998.
»Med det nye Ingeniøren vil vi være i stand til at gå ud til nye annoncører og sige: Vi laver et tidssvarende blad, som kan brække mure ned til nye læsere,« siger han.
Ingeniørens oplag er i øjeblikket på 72.000 eksemplarer, men bladet har 192.000 læsere hver uge. Per Westergård håber, at relanceringen vil skaffe yderligere 3-4000 abonnementer.

Rubrikannoncer i fare
Hidtil har Ingeniøren tjent hovedparten af sine indtægter på stillingsannoncer, men den kilde er meget sårbar i fremtiden, mener chefredaktøren.
»En stor del af markedet for rubrikannoncer vil i de kommende år forsvinde over på Internettet. Vi skal også være gode til at konkurrere på det område, men vi kan ikke være sikre på, hvor gode indtægtskilderne er dér,« siger Per Westergård.
I stedet er Ingeniøren i fuld gang med at gøre hoserne grønne hos andre typer af annoncører. Især »business to business«-annoncer inden for edb og elektronik, men også forbrugsannoncer såsom bilannoncer skulle gerne blive hyppigere i Ingeniøren.
»Ingeniøren henvender sig til en målgruppe, der tjener mange penge, derfor vil det være oplagt at have flere forbrugsannoncer i bladet,« siger Per Westergård.

Kort holdbarhed
Selv om hver eneste lille detalje i grafik, journalistisk udtryk og fremstød over for annoncørerne er nøje overvejet og koordineret, og selv om det har været dyrt at gennemføre relanceringen af Ingeniøren, så går der næppe 22 år, inden bladet igen skal »face-liftes«, som det hedder.
»En relancering har ikke samme holdbarhed som tidligere. Jeg tror højst, der går syv-otte år, inden vi skal i gang igen«, siger Per Westergård.