Endnu en distributør kastede håndklædet i ringen, da Journalisten forleden besøgte Bladkompagniets avisbude i Ballerup.
Farce. På gulvet i Grønne Gang ligger bunker af aviser. Vi er på Parkskolen i Ballerup som avisbudene har fået lov til at bruge som opsamlingssted. Klokken er lidt over et om natten, og de fleste af de 12 avisbude er i færd med at pakke bladene i tasker, inden turen går ud i den frostklare nat. De bude, der skal have Frederiksborg Amts Avis med ud på ruten, foretager sig ikke noget. Avisen er forsinket – og så må de vente. Egentlig skal budene have cirka 100 kroner i timen i ventepenge, men sandsynligheden for, at de rent faktisk får pengene, er ikke stor.
»Egon, vores nuværende distributør, er den værste, vi har haft, og det siger ikke så lidt. Vi skal simpelthen kæmpe med ham om hver eneste krone. Han kan tilsyneladende ikke finde ud af at dutte vores tillæg ind i computerens lønsystem,« siger 57-årige John Nielsen opgivende.
Han har arbejdet som avisbud for Bladkompagniet i 14 år og har oplevet tiden før og efter Bladkompagniet i 2000 udliciterede distributionen til private distributører.
»Da Bladkompagniet selv hyrede budene og stod for administrationen, var der styr på sagerne. Ledelsen var kompetent, og der var aldrig slinger i lønudbetalingerne. Desuden havde vi kun fire aviser i tasken: Berlingeren, Politiken, Aktuelt og Information. I dag skal vi holde styr på 13-14 forskellige aviser og magasiner. Det betyder flere fejl. Men det værste er, at vi har haft fire-fem forskellige distributører, siden Bladkompagniet udliciterede. Nogle distributører er gået nedenom og hjem, andre er stoppet, uden at vi kender årsagen,« siger John Nielsen.
En spinkel kvinde med ørevarmere og grøn termojakke giver John ret i beskrivelsen af Egon.
»Han har kun været distributør i vores område et par måneder, men han skylder mig allerede 3-4.000 kroner i ventepenge. Selv om fagforeningen (3F, red.) tager fat i ham, idømmes han højest en bod. Jeg ser aldrig mine penge,« konstaterer 62-årige Inger Berner.
John Nielsen er ved at være klar til at hoppe på damecyklen med to tasker over styret og rulle ud på den første af tre ruter i Ballerup, som han klarer i tidsrummet fra 01.00 til 06.30.
»Min først rute har fået kælenavnet 'Ballerup by Night.' Den går lidt på kryds og tværs i byen – mest i villakvarterer. Mine knæ holder ikke til trappeturene længere,« siger John Nielsen, der er uddannet maskinarbejder, men som foretrækker natarbejdet på villavejene.
»Et avisbud bestemmer selv, og man mærker, at der er fire årstider,« siger han.
Dertil kommer, at man faktisk kan skabe sig en anstændig løn ved at arbejde som avisbud. Niveauet ligger fra 150.000 og helt op til 800.000, alt efter hvor mange ruter det enkelte bud kan nå. Lige inden budene kaster sig op på cykler og scootere, dukker en kollega op med en ikke særlig overraskende nyhed.
»Egon stopper,« lyder meldingen, som modtages med skuldertræk.
»Så er han sikkert allerede på vej til Barbados for mine ventepenge,« siger Inger Berner tørt, inden hun svinger sig op på cyklen – på vej ud med nyheder til borgerne i Ballerup.
Læs også: 79.918 sure abonnenter på en måned
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.