Tredje gang blev lykkens gang for 24-årige Aleksander Klug, da han i foråret søgte ind på fotojournalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Efter to tidligere mislykkede forsøg kom han nemlig gennem nåleøjet og blev en af de kun 16 studerende, der hvert år optages på studiet. Den 4. september begynder han på skolen i Aarhus.

”De sidste par år er jeg brudt hulkende sammen over ikke at være kommet ind. I år forventede jeg lidt det samme, da jeg åbnede mailen med svaret. Men i stedet indfandt der sig en dejlig ro, da jeg læste, at jeg er inde. Jeg tænkte: Nu sker det. Det er det her, jeg har drømt om i 10 år,” fortæller han.

Journalisten har talt med Aleksander Klug om hans drømme og forventninger til studiet, faget og et arbejdsliv i en omskiftelig mediebranche.

”Jeg har altid fotograferet og haft en idé om, at jeg skulle noget med billeder. Men første gang jeg vidste, jeg ville være fotojournalist, har jeg vel været omkring 13-14 år. Jeg tror, jeg var fascineret af den magt, billeder kan have. Af den måde, man kan stille mennesker til ansvar for en situation ved at dokumentere virkeligheden med sine billeder.”

”Kort før jeg fyldte 19 år, flyttede jeg til Schweiz og fik små jobs for en lokalavis. Jeg tog billeder af, hvad der skete nede på havnen og den slags. Det var ikke store historier eller specielt kønne billeder, men de lagde mærke til, at jeg kunne noget, og satte mig i forbindelse med fotoredaktøren. Han tog mig lidt under sine vinger. Et par år senere flyttede jeg til England og begyndte at arbejde for Vice, hvor jeg fik flere fotojobs.”

”Som selvlært er jeg nået til et sted, hvor jeg fotografisk står ret godt. Men jeg har aldrig taget nogen form for fotografisk uddannelse, og det journalistiske har jeg aldrig fået med. Det kan jeg mærke, at jeg mangler, for at gøre de mennesker, hvis liv og situation, jeg dokumenterer, ret. Og så er fotojournalistuddannelsen jo også en vej ind i branchen i Danmark. Det er en lille branche, og det er rigtig svært at få en plads ved bordet, hvis man ikke har gået på Journalisthøjskolen.”

”Jeg søgte ind første gang i 2015 og igen i 2016 uden at komme ind. Umiddelbart blev jeg selvfølgelig ramt af frustration og fortvivlelse over afslagene, men jeg har hele tiden været overbevist om, at jeg nok skulle blive fotograf på den ene eller den anden måde. Og jeg var fast besluttet på, at jeg ville ind på den skole. Jeg tror stadig ikke, at det er gået helt op for mig, at det faktisk er lykkedes nu.”

”Jeg ved stadig ikke, hvad min ultimative drøm med uddannelsen er. Jeg ved, der er ting, jeg har lyst til at lave, men jeg ved også, at jeg bevæger mig ud i en industri, der hele tiden ændrer sig meget hurtigt. Så jeg tror, at jeg er påpasselig med at sætte mig op til noget nu, der måske ikke er muligt, når jeg er færdig. Måske er jeg overforsigtig, men det føles som et minefelt at bevæge sig ud i.”

”Jeg er optimistisk for fremtiden. Men jeg har også afstemt mine forventninger og indset, at jeg ikke bliver fastansat på en avis. Jeg tror, man må tænke lidt ud af boksen som færdiguddannet fotojournalist i dag. Jeg kunne for eksempel godt tænke mig at bruge de færdigheder, jeg får på skolen, til at lave NGO-arbejde. Jeg har altid haft en idé om, at jeg skulle ud og hjælpe nogle mennesker.”

”For de ældre fotografer, der har været vant til en virkelighed med faste jobs, tror jeg, udviklingen er hård. Men jeg kan mærke, at der er en super kreativ energi i den yngre del af branchen. Folk arbejder virkelig hårdt for at finde nye måder at arbejde på og få deres ting ud på.”

”Jeg er selv meget inspireret af genopfindelsen af fotokollektivet. I takt med, at der bliver flere og flere freelancere, bliver der også flere ensomme fotografer, der laver store historier, men som mangler det netværk, man har været vant til at have på fotoredaktionen. Det er enormt positivt, at flere freelancere går sammen og laver ting sammen som deres egen lille fotoredaktion.”

”Selv om det kan lyde lidt bagvendt, er jeg glad for, at jeg først er kommet ind på skolen nu. Jeg kan se, at der er kommet en anden ro i mine billeder de seneste år. De er mindre eksplicitte og mindre in your face. Jeg har sat tempoet ned og er blevet mindre fokuseret på målet og mere på vejen derhen. Det tror jeg også bliver mit mantra under uddannelsen. I stedet for at fokusere på målet – hvad jeg bliver, når jeg er færdig – vil jeg hvile i nuet og fokusere på, hvad jeg tager med mig på vejen derhen.”