Offentligt ansattes ytringsfrihed skal fremmes, så de deltager i den offentlige debat, mener politisk flertal. Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Et flertal i Folketinget er blevet enig om at lovfæste offentligt ansattes ret til ytringsfrihed.
Det oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse.
Tidligere har det blot været en vejledning, at offentligt ansatte har ret til at deltage i den offentlige debat om deres arbejde.
Med en lovfæstelse sendes ”et klart og tydeligt signal om de offentligt ansattes ret til at gøre brug af deres ytringsfrihed uden frygt for negative reaktioner fra ledelsen”, lyder det i pressemeddelelsen.
Bag aftalen står regeringen, SF, De Radikale, Enhedslisten og Dansk Folkeparti.
”Det er vigtigt for vores demokrati og den offentlige debat, at de offentligt ansatte bringer deres viden og synspunkter i spil,” siger justitsminister Mattias Tesfaye (S) i pressemeddelelsen.
”I Danmark har offentligt ansatte en udstrakt ytringsfrihed, og det kan vi være stolte af. Men der er brug for at gøre mere for at sikre, at de offentligt ansatte kender deres rettigheder og gør brug af dem.”
SF’s retsordfører og gruppeformand, Karina Lorentzen, peger på Tibetsagen som et eksempel på en sag, hvor politifolk kendte til ulovligheder, men ikke udtalte sig om dem.